Slut med ikonisk nisserolle? Skuespiller overvejer et farvel til Pyrus efter 25 år

Næste år har skuespiller Jan Linnebjerg spillet nissen Pyrus i 25 år. Men så er det nok også slut.

Det er svært ikke at sige Pyrus, når man siger Jan Linnebjerg.

Sådan har det været siden 1994, hvor skuespilleren fik sit store gennembrud med rollen som teenagenissen Pyrus i TV2’s julekalender ’Alletiders Jul’.

Selvom det er længe siden, at han har spillet Pyrus på tv, så trækker den nu 58-årige Jan Linnebjerg hver november og december i det røde tøj, kasket-nissehuen og drager ud i landets mange storcentre for at optræde for begejstrede børn og voksne.

- Jeg glæder mig hvert år, når jeg skal ud og optræde, siger Jan Linnebjerg til kulturmagasinet Gejst.

Men når han næste år kan fejre 25 årsjubilæum med rollen, kan det meget vel være slut med at iføre sig nissetøjet.

- Det er sgu da mærkeligt at skulle spille en 19-årig og så være 60, men jeg synes, at det går meget godt.

Hvor længe kan du blive ved?

- Et år mere. Så er vi nok ved at være derhenne, hvor …, siger Jan Linnebjerg og tøver.

Så du mener, at Pyrus udløber, når du bliver 60, eller?

- Ja, eller når han har 25 års jubilæum, så kan det godt være, at vi på en eller anden måde skulle se, om vi ikke kunne få afrundet det. Men om det bliver med et stort show eller det bliver en human aflivning i baghaven, det ved jeg ikke.

Se et klip fra interviewet med Jan Linnebjerg øverst i artiklen, og se hele udsendelsen om ham her.

Facebook
Twitter