Slut med at retouchere selfies i skjul: Se de 13 nye retningslinjer for influencere

Nye retningslinjer skal beskytte både bloggere og deres følgere, men får en blandet modtagelse i branchen.

De nye retningslinjer skal både beskytte forbrugere og influencere, siger DJ. Her ses nogle af vinderne fra Guldtuben 2016. (ARKIVFOTO) (Foto: Frederik Højfeldt)

Rettelse: Vi har rettet artikel, så det fremgår, at Peter Falktoft afbrød samarbejdet med tandblegningsfirmaet, som han følte sig snydt af.

Det falder mange for brystet, når kendte mennesker reklamerer på sociale

medier
. Det kan være Fie Laursen, som reklamerer for plasticoperationer, eller Peter Falktoft, der
promoverede
et tandblegningsprodukt – et samarbejde, han dog afbrød, da DR's forbrugerprogram Kontant kunne påvise, at produktet indeholdt mere brintoverilte end tilladt i håndkøbsprodukter.

Det kan nemlig have både sundhedsmæssige og personlige konsekvenser at følge sin yndlingsbloggers råd fuldstændig ukritisk, har kritikken lydt.

Det har hovedbestyrelsen Dansk Journalistforbund (DJ) nu valgt at tage konsekvensen af. Her har man netop vedtaget 13

retningslinjer
, der henvender sig til alle
bloggere
og influencere, fortæller Lisbeth Kiel, der er formand for specialgruppen Danske
Bloggere
i DJ.

- Vi har lavet reglerne, fordi vi synes, der er et stort behov for regulering af

branchen
. Influencerbranchen er stadig så ny og udvikler sig så hurtigt, at man ikke rigtig er dækket ind af de
eksisterende
love og regler endnu, fortæller hun til dr.dk.

Guldtuben 2018 i et propfyldt Royal Arena i København. Nu er der kommet nye retningslinjer for influencerbranchen. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

'Man tager jo ikke en uddannelse som influencer'

Mens man efterhånden har fået godt styr på, hvordan

markedsføringsloven
skal tolkes på sociale
medier
, har det nemlig knebet mere med de etiske spørgsmål og overvejelser, når du ser en slet skjult reklame eller direkte
opfordring
fra en blogger, du for eksempel følger på
Instagram
, forklarer formanden.

- Til gengæld har vi kunnet se, at det mere og mere er de etiske spørgsmål, som fylder nu. Man tager jo ikke en uddannelse som influencer; mange bliver det lidt tilfældigt og får så pludselig et stort publikum, siger Lisbeth Kiel og uddyber:

- Så kan det være svært at vide, hvordan man gebærder sig. Og der kan være mange, mange tusind, der sidder på den anden side af skærmen og stoler på det, de siger.

Konkret vil man lave en mærkningsordning, der viser, at den enkelte blogger er etisk ansvarlig, idet retningslinjerne for eksempel kræver, at man skal gøre opmærksom på retoucherede billeder og udøve et ekstra hensyn, hvis man har mange følgere under 24 år.

Der er dog ikke nogen mulighed for at gribe ind over for

bloggere
og influencere, der ikke overholder retningslinjerne, indrømmer Lisbeth Kiel.

- Det hele er forankret hos DJ, der ikke er den hurtigste skude at vende. Det er et helt nyt område for os, lyder det.

- Der er enighed om, at der skal laves et nævn, hvor man kan fratage folk mærkningsordningen, hvis de ikke overholder retningslinjerne. Det nævn findes ikke endnu, men ser forhåbentlig dagens lys til august. Vi skal nu i dialog med forskellige organisationer i forhold til, hvem der skal sidde med i rådet.

Youtuber: Det er varm luft

28-årige Rasmus Kolbe er én af dem, der nu skal forholde sig til de nye

retningslinjer
.

Han er bedst kendt under sit alias 'Lakserytteren' med over 50.000 abonnenter på YouTube og som @hellorasmus med 1,2 millioner følgere på TikTok. Han mener, at retningslinjerne er gode, men ikke stramme nok.

- Så længe det ikke er lov, bliver det bare varm luft, og jeg tror ikke, at det kommer til at gøre nogen forskel overhovedet, når der ikke er konsekvenser ved at bryde med retningslinjerne, lyder det fra Kolbe, der også er medstifter og kreativ direktør i Hippo Talent Management samt kreativ direktør og partner i WeAreCube.

- Vi kan godt blive enige om, at der for eksempel skal tages afstand fra at reklamere for sugar dating, men Fie Laursen og andre influencere, der har været med i 'Paradise Hotel', er ikke med i Danske

Bloggere
, så de kan være ligeglade, så længe det ikke er lov.

Fie Laursen har blandt andet reklameret for plastikoperationer på sine sociale medier. Nu udstikker Danske Bloggere i DJ (Dansk Journalistforbund) retningslinjer for influenceres færden på nettet. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen © Scanpix)

For meget ansvar til den enkelte

Hos reklamebureauet Gonzo, der var det første i Danmark til at arbejde professionelt med

youtubere
, skal man også til snart at forholde sig til det nye
tiltag
fra DJ.

Og umiddelbart er administrerende direktør Martin Wiinholt mere positivt stemt overfor de 13 nye

retningslinjer
end Rasmus Kolbe.

- Man skal huske på, at mange af de her influencere er unge mennesker, og det er udmærket med nogle

retningslinjer
, der kan hjælpe, og det her er en fin blanding af en løftet pegefinger og nogle konkrete regler.

Martin Wiinholt synes dog, der bliver lagt for meget ansvar over på den enkelte influencer med retningslinjerne:

- Når en influencer reklamerer for et produkt, der er i handlen, så må man også gå ud fra, at nogle myndigheder har sagt god for det. Og er det så en influencer eller et reklamebureaus ansvar at tjekke det?

Red Barnet: Der mangler konsekvens

Hos Red Barnet roser seniorrådgiver og ekspert i børns digitale liv Jon Kristian Lange initiativet, men efterlyser, ligesom Rasmus Kolbe, konkrete måder at

håndhæve
dem på:

- Det er superfint, at der kommer nogle

retningslinjer
, og det er godt, at det første spadestik bliver taget, men set fra Red Barnets side er der for meget fokus på markedsføringslov og for lidt fokus på børnene.

I en artikel på dr.dk i januar efterspurgte Jon Kristian Lange et etisk kodeks, der "skal sige noget om, hvad man kan vise som youtuber, og hvad man bør holde sig fra. Og det kodeks skal variere efter alderen på målgruppen".

Det bliver der i de nye

retningslinjer
, medgiver Jon Kristian Lange, men der er stadig mangler.

- Der bliver ikke taget nok hånd om mindreårige influencere, der måske ikke kan overskue konsekvenserne af det, han eller hun gør. Og så mener vi også, at der skal være

retningslinjer
for de virksomheder, der bruger influencere til at reklamere for deres produkter, ligesom der også skal være det for de bureauer, som influencerne arbejder for, og de sociale
medier
, der lægger platform til.

Red Barnet hæfter sig derudover ved, at der i første omgang er tale om et sæt etiske

retningslinjer
, som man kan vælge at følge eller ignorere, og håber, at der på et tidspunkt kommer et sæt mere faste regler og et nævn, der kan tage stilling til de enkelte sager.

- Der bliver nødt til at være en form for konsekvens for både virksomheder, influencere, bureauer og sociale

medier
, som ikke tager ansvar for at beskytte børn og unge.

Her er de 13 retningslinjer

  1. 1

    Du er bekendt med markedsføringsloven og dens gældende regler, og du overholder disse i dit arbejde

  2. 2

    Du har et medansvar for at bringe korrekt information på dine medier

  3. 3

    Du gør andre personer opmærksomme på, hvis de medvirker i kommercielt indhold på dine medier

  4. 4

    Du indhenter tilladelse, inden du anvender andres materiale i dit indhold, og du krediterer ophavsmanden

  5. 5

    Du holder en god digital tone

  6. 6

    Du er din målgruppe bevidst, og derudover tager du et ekstra hensyn, hvis du har mange følgere under 24 år

  7. 7

    Du giver andre mulighed for at tage til genmæle ved kritisk omtale af dem på dine medier

  8. 8

    Du tager ansvar for dine brugeres data og holder dig opdateret på lovgivningen på området

  9. 9

    Du er ansvarlig for, at de tal og statistikker, du videregiver om dine medier, er opdaterede og retvisende

  10. 10

    Du skal gøre opmærksom på retoucherede billeder, som ændrer proportionerne på din krop, hvis du har mange følgere under 24 år

  11. 11

    Mængden af omtale fra nuværende og tidligere annoncører fylder ikke uforholdsmæssigt meget i dit øvrige indhold

  12. 12

    Ved kommercielle samarbejder om kosttilskud og skønhedsprodukter, kommer du ikke med udokumenterbare påstande om dine egne resultater

  13. 13

    Du laver ikke kommercielle samarbejder vedrørende kosmetiske indgreb, hvis du har mange følgere under 24 år

Facebook
Twitter