Slut med 'Sporløs' og mindre 'Hammerslag': DR siger farvel til en række programmer i 2020

Grundet besparelser sender DR 22.500 timers mindre flow-tv fra 2. januar 2020.

DR er klar med en mere detaljeret plan, for hvilke programmer, der lukker eller reduceres i 2020. (Arkivfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

I den seneste medieaftale blev det besluttet, at DR skulle gennemføre en række besparelser for omkring 770 millioner svarende til 20 procent af DRs samlede budget.

DR har mandag offentliggjort yderligere detaljer i spareplanen.

Besparelserne betyder blandt andet halvt så mange udgaver af ’Hammerslag’, samt at programmer som ’Sporløs’ og ’Danmarks bedste portrætmaler’ ikke sendes i 2020.

DR1 vil heller ikke længere vise Tour de France samt Champions League i håndbold. Også programmer som 'Antikquizen' og 'Skattejægerne' er snart historie.

Færre timers flow-tv

DR sammenlægger desuden DR2 og DR K til en ny samfunds- og kulturkanal under DR2-navnet. Kanalerne for DR3 og DR Ultra lukkes på flow-tv, og de to indholdstilbud vil fremadrettet være at finde på DRTV.

Samlet set resulterer ændringerne i 22.500 færre timers flow-tv fra DR K, DR2, DR Ultra og DR3. Kanaler, som i 2019 har haft en samlet daglig dækning på 1.050.000 seere.

Desuden lukker P7 Mix på radio. Tidligere var det varslet, at også radiokanalerne P6 Beat og P8 Jazz stod til at lukke med udgangen af 2019, men de to kanaler fortsætter med at sende i 2020.

Her er et overblik over programmer og indhold, der ikke sendes i 2020 eller reduceres:

  • Tv-avisen – kl. 17.50 og 19.55.

  • Tour de France-dækning – Aftentouren på DR1

  • Champions league i Håndbold – fra efteråret 2020

  • Programmer, der i dag sendes kl. 18 på DR1, om blandt andet antik – stopper med at blive sendt i løbet af 2020

  • Sporløs

  • Manipulator

  • Danmarks bedste portrætmaler

  • Reportageprogrammer på DR1 – her sendes færre

  • Hammerslag – her sendes kun en sæson mod to i dag

  • Quizzen med Gyrith Cecilie Ross

  • Lægen flytter ind

  • Ranes Museum

  • Udkantsmæglerne

  • Temalørdage – der kommer markant færre

  • Egenproducerede programmer på DR3 reduceres

  • Filmselskabet

  • En omgang fredagsunderholdning mindre

  • Vild med bøger

  • Historiequizzen

  • Kunstquizzen

  • En lang række film vises ikke længere med lukningen af DR K og DR3’s stop som flowkanal

Programlukningerne i 2020 kommer oven i, at en række programmer allerede er lukket gennem 2019. Disse programmer er lukket:

Her er overblik over, hvad der er lukket i 2019

  • Sundhedsmagasinet

  • Kulturmagasinet Gejst

  • Madmagasinet

  • Langt fra Borgen

  • Sportsnyheder på DR1 på hverdage

  • En sang fra hjertet

  • Guld i købstæderne

  • Skattejægerne

  • Håndværkerne rykker ind

  • DR2 Dagen

  • Jersild minus spin

  • Jersild og TRUMP

  • Vi ses hos Clement

  • So ein Ding