Annita sover med 27 fremmede på Smukfest: Det er megafedt at være en del af fællesskabet

Annita Duvier Gravesen krammer, danser og fester sig gennem Smukfest med teltkammeraterne, hun aldrig har mødt før.

De har spillet gæt og grimasser, tysk ølbong og krammet og festet i teltet, hvor Annita Duvier Graversen bor med 25 fremmede Smukfest-gæster.

Annita Duvier Gravesen kender ikke særlig på mange på Smukfest.

Hun kommer fra Greve, så der er ikke mange der hjemmefra, som er taget herover. Hun har heller ikke været på Smukfest før, så har ingen gamle festivalkammerater, hun kan mødes med.

Veninderne Vibe og Lene har hun dog med, men derudover er hun ret alene.

Og så alligevel.

En lille ø i crazynessen

Ligesom 27 andre har Annita og hendes to veninder nemlig valgt at overnatte i Smukfests område Menneskeligheden, hvor 30 mennesker deler ét stort telt sammen og sover klods op og ned af hinanden i køjesenge.

Målet er, at de skal lære hinanden at kende på tværs af forskelle og baggrunde og skabe et lille fællesskab midt i festivalens kaos.

Det virker, synes Annita Duvier Gravesen.

- Vi har lavet en lille ø i crazynessen. Jeg synes simpelthen, vi har det så godt sammen og klikker så godt sammen. Vi krammer hinanden og har det så sjovt selvom, vi er meget forskellige. Det er megafedt at være en del af et fællesskab, siger hun.

Sådan ser teltet ud indeni - her sover 30 Smukfestgæster - mange af dem er taget alene på festival, men har i teltet fundet et fællesskab. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen)

”Det var dælme sjovt”

Annita Duvier Graversen hørte om fællesteltet fra sin veninde Lene og søgte straks om at få en plads i en køjeseng.

Hun ankom i lørdags og har brugt det meste af tiden med resten af teltets beboere, der er mellem 15 og 49 år. De fleste er danskere, men der bor også et par syriske flygtninge, som arbejder i madboden ved siden af teltet.

Sammen med fællesteltets andre beboere har Annita bygget borde og stole til lejren, ligesom de også har kreeret blomsterkummer for at skabe hyggestemning i området. Og så har de lært hinanden godt at kende.

- Vi har spillet tysk ølbowling sammen, leget gæt og grimasser, spist aftensmad sammen og de syriske gutter, som bor i teltet, har lært os en syrisk folkedans – det var dælme sjovt – det tror jeg, vi gjorde en time, bare dansede rundt, siger hun.

Der er plads til at slappe af og lære hinanden at feste uden for teltet også. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen)

Venner for livet

Lige nu ligger Annita Duvier Gravesen på en madras under et halvtag uden for teltet sammen med Lene og Vibe, og her er planen at blive liggende lidt endnu.

Jeg venter på at Bjarke inde i teltet vågner, så han kan spille noget guitar, forklarer hun.

Ved et bord lidt ved siden af Annita sidder Nanna Gammelgaard Andersen, der har været med til at lave Menneskeligheden på Smukfest og har fundet på det sammen med en veninde.

Nanna Gammelgaard Andersen står bag området Menneskeligheden på Smukfest sammen med en veninde. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen)

- Det er en hyldest til fællesskabet. Når man ligger side om side og så tæt på hinanden, som man gør i teltet, så er man nødt til at lære hinanden at kende. Der er mange af vores gæster, der er taget af sted alene, og nu har de fået en camp og et fællesskab, siger hun.

Nanna Gammelgaard Andersen har sørget for masser af aktiviteter for beboerne i teltet, så fællesskabet kan styrkes. Der har blandt andet været oplæg om fordomme om nationaliteter, vinsmagning og ture til festivalpladsen:

- Vi tager også ind og hører musik sammen – i går var vi inde og gå rundt på pladsen sammen, og en del var også inde og høre Rihanna sammen. Jeg tror helt sikkert, at der er nogen, der har fået venner for livet her, siger hun.

Facebook
Twitter