Brødrene på P4: Her kan du rocke igennem søndag på Smukfest

Hvad bør man opleve af koncerter søndag? Det har radioværterne Alex Nyborg Madsen og Søren Rebbe fra P4 svaret på.

Alex Nyborg Madsen og Søren Rebbe er ikke i tvivl om, hvad der helt sikkert bør tjekkes ud i dagens musikprogram. (Foto: Alex Nyborg Madsen)

Søndag er sidste dag på dette års Smukfest, og det tynder derfor lidt ud i programmet.

Samtidig er der lagt op til en traditionsrig koncert med Aarhus Symfoniorkester og klassikere som Cirkus Nemo og Johnny Madsen Band.

Men hvis du er på Smukfest søndag, så er det faktisk nogle andre koncerter, som de to musikjournalister og værter fra 'Brødrene på P4' anbefaler.

Læs her, hvad Alex Nyborg Madsen og Søren Rebbe fremhæver fra søndagens musikprogram:

Dizzy Mizz Lizzy, Bøgescenerne kl. 21

- Det band er jo en gave. De er jo i gang med en total triumf, og der er meget respekt omkring dem. Jeg har selv et blødt sted for Dizzy Mizz Lizzy, for jeg var den første, der spillede dem på P3 i sin tid, så det har jeg fået mange skulderklap for. Det er bare et dejligt orkester, og de leverer varen, siger Alex Nyborg Madsen.

- Det ville dybest set være løgnagtigt at skulle pege tre bands ud på en dag, hvor Dizzy spiller, og så ikke pege på dem. Det ville ikke holde vand. Dizzy Mizz Lizzy er i øjeblikket kongerne af dansk rock ’n roll – måske sammen med Volbeat, men det er en anden historie, siger Søren Rebbe.

Turboweekend, Bøgescenerne kl. 15

- Ligesom Dizzy har Turboweekend den store gave, at de bliver spillet på begge de store toneangivende kanaler i Danmark, nemlig P3 og P4. Turboweekend i deres nedbarberede og akustiske univers er en gave til P4, fordi de både trækker på nogle meget enkle og velkendte traditioner, men som også er nytænkende og et frisk pust, siger Søren Rebbe.

- Jeg opdagede dem meget sent, for jeg kom til at sætte dem i bås men nogle af de andre P3-navne, der er kantede for at være kantede, men det var ikke tilfældet med Turboweekend. De har noget mere at byde på, så jeg er meget begejstret.

Shortgun Revolution, TV Scenen kl. 19

- Det er sådan et orkester, som stadig bor lidt i 80’erne. De ville i virkeligheden nok gerne være Guns n' Roses, for det er meget det samme univers. Det er en flok mænd oppe i 40’erne, der trykker den af, som gør det godt, og som i år har været på en kæmpe månedslang turné i Kina. De var ude i alle provinserne og spille, men der er ikke mange, der har opdaget det herhjemme, siger Alex Nyborg Madsen.

- De må leve med at være håbløst umoderne og stå på mål for det med løftet pande, men de kan deres kram. Som et PS kan jeg nævne, at de også har vundet en særlig rockkonkurrence på P4 (Rocktoget, red.) for nogle år tilbage, siger Søren Rebbe.

Facebook
Twitter