Christopher: Gå ikke glip af Mads Langer på Smukfest

Christopher, der i går optrådte på Rytmescenen på Smukfest, anbefaler de danske kunstnere fra torsdagens festivalprogram.

Christopher anbefaler blandt andet, at du ser koncerten med Mads Langer på dagens Smukfest. (Foto: Marie Ravn Nielsen © DR)

Danske Christopher er her der og alle vegne i år.

Tidligere i år udgav han sit andet album 'Told You So' med stor succes, og hele sommeren har den unge sanger turneret rundt i sommerlandet for at optræde på de danske festivaler.

Turen sender ham også til Smukfest, hvor han onsdag skabte fællessang på Rytmescenen.

Torsdag anbefaler han, at du i hvert fald tager til tre koncerter på Smukfest.

Sebastian Lind. P3-Teltet, klokken 17.30

- Jeg har lyttet rigtig meget til Sebastian Linds musik. Og forleden dag mødte jeg ham og fik endelig sagt til ham, at 'Choose Love' er et rigtig fedt nummer.

- Han har bare en fed, fed stemme, og han er en super god singer-songwriter. Jeg har aldrig før hørt ham synge live, så jeg glæder mig sindssygt meget til at høre ham.

Ukendt Kunstner. Rytmescenen, klokken 19.15

- Jeg elsker Ukendt Kunstners musik, og jeg har ikke set dem live før. Jeg synes, at nummeret 'Fucking nummer' er et af de fedeste numre, der er udkommet sidste år. Så dem glæder jeg mig til at se. Jeg har kun godt at sige om den duo.

Mads Langer. Bøgescenerne, klokken 19.45

- Jeg har et lidt specielt forhold til Mads Langer, fordi jeg kender ham, og fordi jeg har optrådt med ham. Jeg har været stor fan af ham, inden jeg personligt lærte ham at kende. Jeg har set ham nogle gange, og han er bare fantastisk.

- Han er helt klart en af de bedste vokalister, vi har herhjemme, og han giver den bare gas hver gang. Jeg ser virkelig specielt frem til at høre numrene 'Heartquake', 'Microscope', 'Dire Straits' og 'No Gravity'. De er mine favoritter.

FacebookTwitter