Her er vinderne af Karrierekanonen

Sonja Hald, For Akia og Keep Camping er årets vindere af talentkonkurrencen Karrierekanonen. Dermed er de hjulpet godt på vej til yderligere succes i musikbranchen.

Gutterne i bandet Sonja Hald er blandt vinderne af Karrierekanonen 2014. Det fejres med kram og bobler på Smukfest. Derudover vandt også de to bands For Akia og Keep Camping. (Foto: Marie Ravn Nielsen © DR)

Du kender sikkert allerede Marie Key, Magtens Korridorer og måske også Minds of 99 og Vild $mith.

Nu kan du også lige så godt vænne dig til de tre bands Sonja Hald, For Akia og Keep Camping - de er onsdag kåret som de tre vindere af årets Karrierekanonen på Smukfest i Skanderborg.

Vinderne blev kåret i P3-programmet 'Smag på P3', der sender direkte fra festivalen i disse dage.

I går gav alle otte finalister koncert på Smukfest, og i dag har juryen altså besluttet sig for at give Sonja Hald, For Akia og Keep Camping det ultimative skulderklap i Karrierekanonens regi.

Krammer hinanden til luften er brugt op

Forsanger Jonas Dahl fra det folkrockede band Sonja Hald er overvæltet over sejren og i det hele taget taknemmelig over, at branchefolk via Karrierekanonens talentudvikling har taget Aarhus-bandet ved hånden.

Karrierekanonen 2014

I år var 1.638 numre tilmeldt Karrierekanonen. Heraf udvalgte juryen 12 numre fra 12 forskellige musikere til at spille på SPOT Festival.

Efter at de 12 havde spillet live på SPOT Festival i maj, valgte juryen otte til at gå videre til finalen på Smukfest, hvor juryen - efter at have hørt dem spille live - kårede årets tre vindere.

Vinderne blev offentliggjort onsdag den 6. august af vært Nicholas Kawamura direkte i programmet Smag på P3 på Smukfest.

- Det har været guld for os at være med. Vi har haft så mange gode folk omkring os, som ikke har en direkte kommerciel interesse. Jeg ved ikke, hvor vi ellers skulle have fundet det henne, siger han til dr.dk.

Med den sejr får Sonja Hald sammen med de to andre vinderbands også mulighed for at spille deres egen koncert på næste års Smukfest. Samtidig barsler bandet med et kommende uafhængigt album, men en pladekontrakt har de fem venner ikke endnu.

Allerførst skal sejren dog fejres.

- Nu går vi lige over til teltet, og så krammer vi hinanden, til der ikke er mere luft tilbage. Der er så mange kameraer på her, så det er lidt underligt. Men der er ingen tvivl om, at det syder og bobler i kroppen lige nu. Det er vildt, siger Jonas Dahl.

Vindere leverer den gode mavefornemmelse

Vildt måske - men også velfortjent, mener P6 Beat-vært og jurymedlem Casper Bach Hegstrup efter at have overværet koncerterne med alle finalisterne tirsdag.

- Når følelsen pludselig løber af med én og hårene rejser sig under sådan en koncert - måske får man endda en lille tåre i øjet - ja, så ved man, at noget af det rigtige er på spil, siger han og uddyber:

Bag om Karrierekanonen

Tilbage i 2002 ønskede blandt andre DR's Jan Sneum at give et løft til den dansksprogede rock. Midlet blev Karrierekanonen, hvor man gik på udgik efter fremtidens musikalske stjerner.

De første år skød Karrierekanonen en række navne ud i æteren på P4 og P3, som mange stadig kender i dag. Blandt dem er Magtens Korridorer, Marie Key og Rasmus Nøhr.

Karrierekanonen er et samarbejde imellem tre stærke spillere på det danske musiklandkort, der i fællesskab ønsker at fremelske ny musik: Bandakademiet, Smukfest og DR (P3 og P6 BEAT).

- Det kan nogle gange være svært at sætte nogle konkrete ord på sådan noget, så nogle gang er det bare en mavefornemmelse. Det er jo det musik kan - at man bliver bjergtaget - og det er det, de tre vindere kan, siger han.

Først var der 1.638 - og så var der tre

I årets talentkonkurrence startede 1.638 håbefulde kunstnere med at melde sig til i håbet om at vinde. Så skrællede juryen de mange tilmeldte ned til bare 12 bands, dernæst otte, og nu er de tre vindere traditionen tro fundet på festivalen i bøgeskoven.

Det næste halve års tid venter yderligere talentudvikling af Sonja Hald, det elektropoppede band For Akia og Keep Camping, der selv kalder deres musik for "folk clubbing".