Lågsus anbefaler: 5 tracks der gør din fredag til en Smukfest

Radiovært og DJ-veteran Pelle Peter Jensen giver sine fem bedste bud på tracks, der tager festen fra bøgeskoven med hjem i stuen.

Alt er Lågsus når Pelle Peter Jensen og Nicholas Kawamura fyrer op for Smukfest klokken 21 fredag aften - og for din fest derhjemme.

Pelle Peter er vært på P3 programmet Lågsus, hvor han sammen med kollegaen Nicholas Kawamura sørger for festlige eftermiddage på P3.

Fredag aften optræder de for fjerde gang på Smukfest, når de indtager Stjernescenen kl. 21:00.

DJ duoen er indbegrebet af festgaranti, når de blander genrer som både hiphop, house og trap.

Her guider Pelle Peter dig til, hvilke numre du skal smide på playlisten, hvis du længes efter festen i bøgeskoven eller bare vil kickstarte festen derhjemme.

Ronnie Flex & Lil Kleine – Drank & Drugs

- Vi har spillet Drank & Drugs i vores program i omtrent et års tid nu, og vi er endnu ikke blevet trætte af det. Da vi fandt ud af, at vi skulle spille på Smukfest var Ronnie Flex & Lil Kleine derfor det allerførste navn, vi prøvede at få fat i.

- Vi er slet ikke i tvivl om, at det kommer til at gå amok, og du kan passende varme med deres ode til beruselse.

Flosstradamus & Ricky Remedy – BYB

- Vi har tænkt os at lave et kæmpe rave. Altså en fest hvor alt er lige meget, og man bare går amok. Flosstradamus er geniale til at konstruere musik med den effekt.

- Det her nummer er i hvert fald voldsomt og indkapsler præcis den energi og eksplosionsfare, vores show gerne skal have.

Mads Langer – 3AM (Lågsus Remix)

- Vi er jo primært DJs og radioværter og har derfor ikke en masse hits selv. Men vi har trods alt lavet et remix selv, og det er af Mads Langers 3AM. Vores mål med remixet var at få Mads Langer til at spille det på Crazy Daisy. Vi håber, det er sket.

Moodii – The Viking Clap

Efter Islands EM deltagelse er der nærmest intet hottere end at klappe i takt fra langsomt til hurtigt. Det trick er vi ikke for fine til at bruge. Og der er selvfølgelig også lavet et stykke musik med finten indbygget. Så kan du lige varme armene op.

Wes Madiko - Alane

0:00

- Det er et nummer, man simpelthen bliver vildt glad af at høre. Der er ingen, der ved, hvem Wes Madiko er eller kender titlen. Men alle kender sangen, når de hører den.

- Vi har forsøgt at få den tilbage i folks bevidsthed ved at råspille den i radioen. Og nu også ved at anbefale den her i guiden. Den perfekte feststarter!

FacebookTwitter