Nu er spilleplanen til Smukfest på plads

Har du billet til årets Smukfest, kan du nu begynde at planlægge, hvordan du får mest muligt ud af de fem festivaldage.

Sting skal spille på Bøgescenerne fredag den 5. august klokken 20.30. Smukfest har netop offentliggjort, hvor og hvornår årets kunstnere skal spille i bøgeskoven til sommer. (Foto: Oscar Siagian © (c) Getty images)

Kim Larsen spiller onsdag aften, Nik & Jay spiller torsdag, Suspekt indtager Stjerne-scenen om lørdagen, mens Christopher kan opleves på Bøgescenerne søndag.

Selvom der stadig er nogle måneder til, Smukfest åbner festivalhegnet for fest, fadøl og ikke mindst musik i bøgeskoven ved Skanderborg, er det endelige program nu på plads.

Festivalen kunne melde samtlige partoutbilletter afsat allerede den 20. januar i år – og det med en gabende tom plakat og uden et eneste navn offentliggjort.

Men det er der i den grad lavet om på nu, for de mange festivalgængere, der i løbet af foråret er blevet lovet supernavne som Sia, Rihanna, Kygo og Sting, kan altså allerede nu begynde at lægge strategier for hvilke koncerter, hvor og hvornår.

Smukfest finder sted den 3.-7. august. Du kan finde den fulde spilleplan her.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1161858610531328

Facebook
Twitter