Smukfest skyder amoriner i luften med skøre dating-events

Smukfest er fyldt med datingarrangementer, hvor gæsterne på alle tænkelige måder kan finde kærligheden. DR Kultur tog med en deltager på jagt efter en festival-mage.

Flere deltog i de i alt fem datingarrangementer, som Smukfest holdt torsdag eftermiddag. (© DR)

Erik står over for en blond pige på teltpladsen ved Smukfest. De to skal på date, men det er ikke en helt almindelig form for date.

Erik er en af deltagerne, der har meldt sig til stum-dating, hvor ingen må sige ét eneste ord. I stedet skal daten foregå ved, at de kommunikerer ved hjælp af blandt andet kroppen.

- Nu skal I danse jeres navn i luften med bagdelen, fortæller konferencieren i mikrofonen.

Den blonde pige vælger i modsætning til de fleste andre deltagere at sætte sig ned i græsset i stedet for at danse.

Hun finder et par blade fra nogle hvide blomster frem og begynder at lave et N. Derefter et A og så et N igen. Erik har forstået, at daten vistnok hedder Nanna. Han nikker og begynder selv at skrive bogstaverne i sit navn.

Masser af dating på Smukfest

Stumdating er blot et af de mange arrangementer, som Smukfest har lavet for de gæster, der søger en festival-mage.

Hver dag under Smukfest er der flere datingarrangementer. Alene torsdag eftermiddag blev der holdt fem dating-events i træk, hvor der blandt andet blev fællesdatet via appen Tinder, speeddatet og blinddatet.

Pernille Gylling (tv.) var en af dem, der deltog i blind-dating. Her fik deltagerne hver deres bind for øjnene, hvorefter de skulle date. (© DR)

Grunden til, at der skal dates så meget på Smukfest, er, at Smukfest gerne vil hjælpe publikum med at finde hinanden, fortæller Mark Skjerning, eventkoordinator for Smukfest.

Festivalen vækker huleboeren

- Vi vil rigtig gerne lave nogle aktiviteter, inden musikken begynder om eftermiddagen, og så vækker festivalen også huleboeren i gæsterne. Det er jo en del af festivalpakken, at man jager det modsatte køn, siger han.

På teltpladsen skal Erik til at vise, hvilke bands han har lyttet til indtil nu på festivalen. Han tager sit charmesmil på, vrikker lidt med hoften, og kører hænderne gennem håret for at vise, at han har set Christopher.

- Nu skal I vise, hvor mange år I er, lyder det i mikrofonen fra konferencieren.

Skal date videre på traditionel vis

Eriks date tager hænderne frem og viser først ti fingre og derefter ni. Erik hiver derefter ti og syv fingre frem. Pigen kigger overraskende på ham, åbner munden og ender med at grine.

Til sidst får de to lov til at give hinanden en kramme og fortsætte daten. Men Erik og daten vælger at gå hver til sit.

Pernille Gylling (tv.) var en af dem, der deltog i blind-dating. Her fik deltagerne hver deres bind for øjnene, hvorefter de skulle date. (© DR)

- Jeg tror ikke, vi skal ses igen. Stumdating er ikke rigtig den bedste måde at date på for mig. Så vil jeg hellere blinddate. Det kan være, at stumdating virker for nogle, men for mig virkede det ikke lige i denne omgang, siger Erik.

Smukfest håber på en smukfest-baby

Han har allerede deltaget i Tinder-dating, men nu fortsætter datingen her ude på teltpladsen på traditionel vis, siger Erik.

For Smukfest er det primære for datingarrangementerne også, at gæsterne mødes med andre gæster.

- Jeg ville da ønske, at der render et par smukfest-babyer rundt derude, men jeg ved, at nogle af dem, der har datet i år, har mødtes igen og datet videre, siger Mark Skjerning.

Datingarrangementerne fortsætter fredag eftermiddag.