Vejrmyten holder: Solskin på Roskilde giver regn på Skanderborg

En gennemgang af vejret de seneste 17 år viser, at myten om at regn på Roskilde giver solskin på Skanderborg – og omvendt – faktisk har noget på sig.

Shorts og solbriller på Roskilde er lig med gummistøvler på Smukfest – og omvendt. Sådan lyder en festivalmyte, der knytter sig til de to populære sommerbegivenheder. Og et godt stykke af vejen er det en myte, der er korrekt – sådan rent statistisk.

Det viser en gennemgang af data fra DMI om regnmængde, temperatur og gråvejr i perioden 1997-2013, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har gennemgået.

- Det er lidt noget fis, men myter kommer sædvanligvis ikke af ingenting, siger DR's meteorolog Jesper Theilgaard.

Ti år holder myten, syv år gør den ikke

Særligt når man ser på regnvejrsdage og regnmængde er det interessant. Ud af de 17 år er der nemlig 10 år, hvor det forholder sig sådan, at har det regnet meget på den ene festival, har det været stort set tørvejr på den anden.

I syv af de 17 år, har regn og sol fordelt sig ensartet på begge festivaler, og kan dermed ikke understøtte myten.

Ingen ved præcis, hvornår myten er opstået, men hvis det er omkring årtusindskiftet, giver det ret god mening. For ser man på vejret fra år 2000 og frem, så er det hele ni år ud af de 14, at vejrmyten holder.

- Man kan sige, at der er en tiltagende tendens de senere år til, at vejret afspejler myten, siger Jesper Theilgaard.

Hvid jul giver grøn påske

Myten minder lidt om vejrvarsler fra gamle dage. Før man fik meteorologer tyede folk til lidt mere kulørte vejrudsigter. For eksempel lyder en velkendt myte at 'hvid jul, giver grøn påske.' Eller 'mandagsregn er regn til torsdag'.

- Nogle af de her myter passer godt. Det skyldes, at folk over en tid har set et mønster. Nogen gange er der en sammenhæng, og andre gange er det helt tilfældigt. Festivalmyten er nok primært baseret på tilfældigheder, siger Jesper Theilgaard.

Klik ind på DR.dk's interaktive grafik ovenfor om vejret siden 1997 og se, hvilke år der var mest regn, gråvejr eller koldeste temperaturer på henholdsvis Skanderborg og Roskilde.

Grafikken bygger på data fra DMI for perioden 1997-2013. For Roskilde Festival er vejrdata områdespecifikke, men for Skanderborg Festival dækker vejrdata hele Østjylland og ikke alene festområdet. Data er indsamlet af DR Arkiv for DR's Undersøgende Databaseredaktion.

Facebook
Twitter