VIDEO Blege bryster og bare numser: Kom med til kanoræs på Smukfest

Fredag oprandt dagen for det traditionsrige nøgenkanoræs på Smukfest. Se her, hvordan det gik.

Festival og nøgenhed hører sammen som gymnasiefester og Breezers. Derfor har Roskilde Festival det legendariske nøgenløb, og Smukfest har naturligvis deres egen ækvivalent: Caspers Nøgenkanoræs.

Konkurrencen er inspireret af filmen Klovn the Movie, hvor Casper Christensen sejler nøgen i en kano ned ad Gudenåen, inden han ankommer til Skanderborg.

Et par hundrede festivalgæster er mødt op til den store begivenhed, men kun en håndfuld har mod nok til at deltage i løjerne. Dr.dk var med, og du kan genopleve det sjove og anderledes kanoræs her i artiklen.

En for holdet

Vi befinder os på søbredden ved Kærligheden; stedet, hvor festivalens unge deltagere camperer under Smukfest. Det er her, man finder de vildeste morgenfester og de skøreste kostumer.

I sandet står Josefine, der er ene kvinde blandt fire mænd, og det eneste, de har på, er hvad Gud gav dem. Plus et par gummistøvler. Om lidt skal de dyste på både hurtighed og styrke, når de blandt andet skal bunde øl og ro i kano på tid – uden en trævl på kroppen.

- Jeg forstår ikke rigtig, at der ikke er andre piger, der tør. Men så må jeg jo bare tage en for holdet, lyder det fra Josefine.

Publikum prøver ihærdigt at få DR-vært Petra Nagel til at gøre hende selskab i konkurrencen, men forgæves.

Josefines konkurrenter tæller nordjyske Bastian på 19 år, en fyr ved navn Simon, Thomas, der er 38 og lastbilchauffør – som man skal heppe på, fordi han er fattig, siger han selv – og ikke mindst Christian, der har mere end svært ved at lade sine egne ædlere dele være.

Tre-to-én smid tøjet!

Da startskuddet lyder lidt efter, går det ellers over stok og sten: Først skal der bundes en øl, derefter skal deltagerne sejle i kano over til en tømmerflåde, hente et telt og bringe det med tilbage til stranden.

Det er ikke umiddelbart en opgave, der giver meget mening, men hvad gør det, når der står billetter til næste års festival og – ej at forglemme – et par gyldne underbukser på spil?

Se i videoen herover, hvordan det går, når Josefine og drengene skal dyste i nøgenhed og kanokunster.

Facebook
Twitter