VIDEO En klipning i det fri, tak: Smukfests frisør svømmer gerne ud til sine kunder

Hans Henrik Juhl er mobilfrisør og klipper kunder, mens de danser, bader og hører musik til Smukfest-koncerterne.

Den mobile frisør Hans Henrik Juel rykker ud, uanset hvor gæsterne på årets Smukfest vil klippes.

Når der bliver ringet, rykker Hans-Henrik Juhl ud.

Med sig har han en kappe, kam, stol - og naturligvis sin saks. Sådan set alt, hvad man kan forestille sig af udstyr fra en frisørsalon.

For en frisør i 2016 skal være mobil, mener stylisten, der i denne uge svinger saksen i bøgeskoven i Skanderborg og klipper gæsterne på årets Smukfest.

- Jeg har klippet under koncerterne og på champagnebar har jeg lavet klipninger ude på dansegulvet. Det - sammen med kunden - at kunne bevæge sig og klippe til rytmen, det giver altså en helt særlig oplevelse, siger Hans-Henrik Juhl, som har arbejdet i branchen siden 1989 og har erfaring fra både catwalken i Paris og i Berlin, hvor han stadig er en gang om måneden.

Konceptet fandt han på i Paris for over 10 år siden, hvor han hurtigt fandt ud af, at folks travle hverdag ikke harmonerede med en frisørsalons begrænsede åbningstider.

Men hvor mobil kan en mobilfrisør være? På dr.dk satte vi os for at teste Hans-Henrik Juhls ‘økologiske frilandsklip’ i bøgeskoven.