Vild Smith anbefaler: Skrillex kan levere den vildeste koncert

Skrillex er et af de navne, som den danske raptrio skal opleve på Smukfest fredag. De håber han gentager succesen fra Forum.

Vild $mith består af brødrene Vild Ting og Vild Son samt deres ven HvidMayn. De glæder sig til at gå amok til Skrillex på Smukfest. (© Universal)

De tre gutter i den danske raptrio Vild $mith vandt sidste år Karrierekanonen og har i den forbindelse optrådt på festivalen i Skanderborg før.

Siden har de blandt andet haft pæn rotation i radioen med sangen 'På det shit igen'. Og nu har de altså været på den igen - torsdag aften spillede gruppen i hvert fald på Smukfest.

Men hvad vil de selv gerne høre på festivalen, hvis de har tid denne fredag? Lidt af hvert inden for det festlige musiske felt, viser det sig.

Her er tre kunstnere, som gruppen gerne vil nå at opleve på festivalen i bøgeskoven.

Amin Karami, P3-Teltet klokken 12.15

- Med sit unikke lydunivers kommer Amin Karami helt sikkert til at være en oplevelse, som man sent vil glemme. Som en anden af vinderne af sidste års Karrierekanon, er Amin en artist, som vi har haft fornøjelsen af at se optræde ved flere lejligheder. Med sit dybe tekstunivers og produktioner kan han kun imponere!

Skrillex, Bøgescenen klokken 01.15

- Da dubstep var på sit højeste i Danmark, gæstede Skrillex Forum i København. Vi var inde og se showet, og det var nok den mest intense koncert, vi har set til dato.

- Utallige mega mosh pits, hvor folk smadrede ind i hinanden, crowdsurfs og ekstremt gennemførte visuals gjorde det til en af de vildeste koncertoplevelser ever! Mon ikke han gentager successen på Smukfest?

LÅGSUS P3, P3-Teltet klokken 22.45

- Vi var så heldige at blive inviteret med på scenen af LÅGSUS-drengene Pelle Peter Jensen og Nicholas Kawamura på sidste års Smukfest, og det er stadig en af de fedeste oplevelser, vi har haft på en scene. Med næsten alle Danmarks hotteste rappere på samme scene og tusindvis af festglade mennesker.