Snoop Dogg konverterer til islam

En af rappens største stjerner, Snoop Dogg, har meldt sig ind i Nation of Islam, der tidligere har talt både Malcolm X og Muhammed Ali.

Nation of islam har fået endnu et prominent medlem. Denne gang er det rapperen Snoop Dogg, der har meldt sig ind i organisationen.

Det fortalte Snoop Dogg til BBC, da han var med ved Nation of Islams årlige fejring af den såkaldte Saviours Day.

- Jeg lever, som jeg bør i den forstand, at jeg gør det rigtige og repræsenterer det rigtige. Derfor er jeg her i dag (søndag, red.), siger Snoop Dog til BBC.

Ser ind i sig selv

Den tidligere gangster-rapper sad på scenen, mens lederen af Nation of islam, Louis Farrakhan, talte til forsamlingen. Og Snoop hørte tilsyneladende efter.

- Talen handlede om spejle sig. Om at se ind i sig selv, sagde Snoop efter talen til BBC.

Hvad rapperen så, da han vendte blikket indad, vides ikke.

Taler fredens ord

Nation of Islam arbejder for sortes selvstændighed ud fra et muslimsk tankesæt. Og Snoop Dogg, der har slettet mellemnavnet Doggy, er enig i, at der fortsat er et arbejde at gøre.

- Vi gør mange ting forkerte, og dem skal vi have rettet op på. Jeg taler fredens ord, og jeg har været i fredsbevægelsen, siden jeg begyndte at spille musik, sagde Snoop Dogg.

Nationen oprettet i 1930

Nation of Islam blev stiftet i 1930 i USA af Wallace Fard Muhammad med det erklærede mål at forstærke og genrejse de spirituelle, økonomiske og sociale forhold for sorte amerikanere. Guds rolle heri er, at han vil danne en universel fredens regering.

Medlemmerne af Nation of Islam tror på Allah som den eneste sande gud med den tilføjelse, at han har vist sig som organisationens grundlægger Wallace Fard Muhammad.

Facebook
Twitter