Søren Malling om voldsom rolle: Som fredagsslik for voksne

Skuespilleren nød at spille den farverige kunster Simon i filmen ’Mesteren’.

Der er godt gang i den danske skuespiller Søren Mallings karriere.

I sidste måned vandt han en Robert i kategorien bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i filmen ’Forældre’, og i dag har filmen ’Mesteren’ premiere.

I filmen, der er instrueret af Charlotte Sieling, spiller Søren Malling hovedrollen som den excentriske og egoistiske kunstmester Simon, hvis liv tager en drejning, da han pludselig bliver opsøgt af sin voksne søn.

Og Søren Malling var glad for at fyre den af i rollen som den sammensatte person Simon.

Det fortæller han i Aftenshowet.

- For mig var det sådan fredagsslik for voksne. Fordi det er meget, meget sjældent, man for lov til at spille en karakter, der er så voldsom. Uanset hvad han gør, hvad han peger på, hvad han siger, hvad han beder om, så får han det. Fordi han har opnået en position i livet, hvor han er kongen. Og alle gør jo, hvad kongen, forklarer Søren Malling.

Flere nuancer

I ’Mesteren’ styrer den store kunster Simon umiddelbart det hele, men det var vigtigt for Søren Malling at vise, at karakteren indeholder flere lag end som så.

- Der er noget følsomhed indeni. Der er et menneske inde bagved, som i princippet er lige så enkelt og ligeså banalt, som alle os andre. Og så er der også en stor kærlighed. Men den her mand, i hvert fald til at starte med, bliver præsenteret som ikke særlig sympatisk, og så krakelerer hans verden, og så er det pludselig, at menneskeligheden springer frem, lyder det var hovedrolleindehaveren.

Filmens instruktør og manuskriptforfatter, Charlotte Sieling, mener også, at kunstneren Simon indeholder mange nuancer.

- Jeg er jo ikke i nærheden af at opleve ham her som et dumt svin. Det handler om, at han er en presset mand, fortæller hun.

'Mesteren' har biografpremiere 2. marts.

Facebook
Twitter