Søskendepar var sekunder fra at score knap en halv million i Løvens hule - pludselig trak investor sig

Linh og Maily Phan spillede højt spil i 'Løvens hule'. Nu fortæller de, hvordan det går virksomheden i dag.

Linh og Maily Phan er søskende og deltager i 'Løvens hule' med deres powerbank-løsning til mobiltelefoner. (Foto: Peter Langkilde © DR)

450.000 kroner.

Så meget var erhvervskvinden Mia Wagner villig til at investere i søskendeparret Maily og Linh Phans virksomhed Get Lit, som tilbyder to go-udlejning af powerbanks til mobiltelefoner, da de stillede op i ugens udgave af DR1-programmet 'Løvens hule'.

Mia Wagners bud kom efter, at Maily og Lihn Phan havde takket nej til hendes fællesbud med "medløven" Jacob Risgaard på i alt 750.000 kroner.

Men i sidste sekund trak Mia Wagner så alligevel sit solobud tilbage med ordene: "Jeg tror, vi skal droppe det her".

For hun var blevet irriteret. Ikke på de to søskende som personer, men over de spørgsmål, de stillede, efter hun havde sagt, at de sammen skulle finde på en god abonnementsmodel til deres virksomhed.

- Det har jeg en hel del erfaringer med, sagde den erfarne erhvervskvinde.

Og her gik det galt.

- Hvilke eksempler har du, spurgte Maily Phan.

- På abonnementsforretninger? Jeg har jo gennem min familie over 20 års erfaring med at udvikle online abonnementsforretninger. Så jeg har en del, svarede Mia Wagner, som er tidligere administrerende direktør i familiens Freeway-koncern, der står for sites som dating.dk og lejebolig.dk.

Linh og Maily Phan er født og opvokset i Hjørring i en søskendeflok på fire. Deres forældre kom til Danmark som vietnamesiske bådflygtninge i 1984. Flere af deres familiemedlemmer har været eller er stadig selvstændige, så iværksættergenet ligger til familien. (Foto: Peter Langkilde © DR)

Herefter spurgte Lihn Phan, om Mia Wagner ville lægge tid og kræfter i projektet.

- Nej. Jeg investerer for ikke at lave noget... Ej, selvfølgelig vil jeg lægge tid og kræfter i projektet, sagde Mia Wagner.

- Hvordan ville det være konkret på en uge arbejdsmæssigt, spurgte Maily Phan så.

Og her var det, at "hunløven" fik nok af spørgsmålene og trak sit bud tilbage.

Se situationen her:

Klappen gik ned

Til dr.dk forklarer Mia Wagner i dag, at hun syntes, forretningsmodellen bag de to søskendes virksomhed havde flere svagheder, og at hun helst så flere løver gå sammen og løfte opgaven. Og derudover mener Mia Wagner, at søskendeparret virkede uforberedte.

- Jeg bliver altid særligt opmærksom, når jeg oplever, iværksætterne ikke har forberedt sig tilstrækkeligt, før de går ind i hulen, hvilket spørgsmålene til min baggrund indikerede. Set i det lys så jeg ikke nogen grund til at gå videre i forhandlingerne, siger hun.

Maily og Lihn Phan kan godt se, at det måske kan fremstå sådan. Men de forklarer, at de ikke var uforberedte.

- Vi var nervøse derinde. Det hele gik rigtigt hurtigt, siger Lihn Phan.

Hvorfor stillede I Mia Wagner de spørgsmål?

- Det var af ren nysgerrighed. Det var ikke for at stille spørgsmålstegn ved hendes engagement, men for at vide hvor meget tid vi kunne få glæde af hende. Vi ville bare høre: "Hey, hvordan vil en typisk uge se ud sammen". Men det blev nok forstået på en forkert måde, erkender Maily Phan.

Søskendeparret er især ærgerlige over, at de kan have givet det indtryk, at de ikke vidste, hvad Mia Wagner står for.

- Vi har kæmpe respekt for Mia Wagner, og vi er kede af, at det blev tolket på en forkert måde. Vi vidste jo godt, hvad hun har skabt af abonnementsforretninger. Klappen gik ned, det var min fejl, siger Maily Phan.

Midt i optagelserne af 'Løvens hule' ringede Maily og Lihn Phans mor til dem. Tilfældigvis var deres telefon havnet på erhvervsmand Jesper Buchs bord, så han tog den og talte kort med moren - til stor morskab for hele studiet. (© United/DR)

Fortryder I, at I takkede nej til det første bud fra Mia Wagner og Jacob Risgaard?

- Lige bagefter tænkte vi da: "Wow, har vi truffet det rigtige valg?". Så lige der føltes det ærgerligt, at vi ikke fik investorerne ind. Men vi valgte at se fremad og tage det med, som vi lærte af 'Løvens hule', siger Maily Phan.

- Selvom det måske ikke fremstår sådan på tv, var vi meget taknemmelige og beærede over deres bud - og det betød, at vi gik derfra med fornyet gåpåmod og energi, som Lihn Phan siger.

Har fået fem investorer ombord

For Maily og Linh Phan nøjedes ikke blot med at hoppe op på hesten igen, efter de fik nej i 'Løvens hule'; de satte i fuld galop og blev endnu mere målrettede.

Det hårde arbejde gav pote, og i dag er det lykkedes dem at få fem investorer til at smide penge i deres firma - som i oven købet har betydet, at firmaet har fået hævet sin værdiansættelse til mere end de tre millioner, som "løverne" vurderede virksomheden til.

- Af respekt for vores investorer kan vi ikke sige præcise tal, men det er en betydeligt større værdiansættelse, vi har fået nu, i forhold til hvad de tilbød i 'Løvens hule', siger søskendeparret.

De har dog også måttet afgive mere end de 15 procent, de var villige til at gå af med i programmet, og det var noget af det, de lærte i 'Løvens hule'; at de nok måtte gå på kompromis på det område.

- Selvom vi ikke gik derfra med en investering, var det stadig en personlig sejr, fordi vi startede med at få tilbud. Det gav motivation til at blive ved, og i dag står vi stærkere end nogensinde, siger Maily Phan. (Foto: Peter Langkilde © DR)

Med de nye investeringer er virksomheden nu vokset til 12 ansatte. Forretningen har været meget på standby på grund af coronalockdown, men alligevel viser omsætningen en stigning på 20 procent, siden de stod i 'Løvens hule'. Og de har fuldt fokus på at gøre klar til genåbningen, der sker lige nu.

- Vi har en klar struktur og plan for, hvad der sker, nu når Danmarks cafe- og byliv åbner igen. Vores 2022-plan er at få ladestationer ud 1.000 steder, primært i storbyerne. Og så er vi allerede nu begyndt at kigge på en pilottest i udlandet, siger Lihn Phan.

- Det var generelt en mega god og kæmpe lærerig oplevelse at være i 'Løvens hule'. Vi har samlet et stærkt hold af nye investorer, og det er vi ikke sikre på, vi havde fået gjort, hvis vi ikke havde været med i programmet. Vi er meget glade og taknemmelige for, hvor vi står i dag, siger Maily Phan.

Hos Mia Wagner er der heller ingen hard feelings. Tværtimod.

- Jeg har gennem mit netværk erfaret, de har fået et hold dygtige investorer med ombord, og jeg ønsker dem stort held og lykke, siger hun.

Løvens Hule: Business på nordjysk