Sofie Linde: Derfor stod jeg frem med historie om sexchikane

Tv-værten har ikke ønsket at gå videre med sagen, oplyser DR's HR-chef.

Sofie Linde til 'Zulu Comedy Galla' i Operaen i onsdags, hvor hun havde et alvorligt budskab med på scenen. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

30-årige Sofie Linde vakte opsigt, da hun som vært til 'Zulu Comedy Galla' brugte noget af sin taletid på at fortælle om en 12 år gammel oplevelse med sexchikane.

Nemlig da hun som 18-årig praktikant i DR til en julefrokost blev truet af det, som hun kalder "en stor tv-kanon", der ifølge den populære tv-vært krævede et blowjob og truede med at ødelægge hendes karriere, hvis hun afslog.

"Tv-kanonen" blev afvist, og nu fortæller Sofie Linde til P1 Morgen, hvorfor hun valgte at "ødelægge den gode stemning", som hun selv formulerede det, ved en ellers festlig begivenhed.

- Min præmis for at sige det, jeg gjorde, er jo i virkeligheden at sige, at man godt kan sige nej, og at det nok skal gå alligevel. Så hvis der sidder nogen derude, som får et lignende tilbud, så skal de vide, at man altid kan sige nej, siger Sofie Linde.

Den viden havde den 18-årige Sofie Linde ikke, hvorfor hun efter julefrokosten brugte meget tid på at tænke over, om det mon havde været dumt at afvise den ubehageligt nærgående mand.

For hvad kunne han finde på? Og ville det skade hendes karriere?

- Jeg var jo kun 18 år, men nu, hvor jeg er voksen, står det da soleklart for mig, at det var ham, der var en idiot, siger hun til P1 Morgen.

- Og hvor er jeg glad for, at jeg sagde nej, for det havde aldrig været en pris, der havde været værd at betale, og han havde ikke kunnet gøre hverken fra eller til i forhold til min karriere, siger Sofie Linde.

- Det var en trussel. Det var det. Men der skete jo ikke noget, og det er det, der er min pointe. Det kan godt være, at han sagde det, men jeg sagde nej, og der skete ikke en skid. Det ville jeg gerne have vidst dengang, for så havde jeg nok ikke brugt så lang tid til på at være nervøs for, hvad han kunne finde på.

HR-chef i DR Nanna Abildstrøm fortæller, at DR har taget kontakt til Sofie Linde.

- Sofie fortæller os – på linje med hendes udtalelser i P1 morgen i dag – at hendes primære formål med at stå frem var at sætte fokus på, at det er mere end ok for unge kvinder at sige klart nej. Sofie sætter dermed et vigtigt fokus på et samfundsproblem, som vi i DR tager meget alvorligt, siger Nanna Abildstrøm i en skriftlig kommentar.

- Sofie har også sagt, at hun ikke ønsker at gå videre med den konkrete sag. Det respekterer vi, tilføjer hun.

Sofie Linde melder sig som 30-årig klar til at kaste sig ind i kvindekampen ved at tage udgangspunkt i sin egne oplevelser med sexchikane. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Hyggesexisme

I situationen, hvor Sofie Linde blev truet, blev hun "lidt paf" og reagerede ved at fnise lidt af det hele, som virkede "mærkeligt, absurd og langt ude".

- Det var egentlig først på bagkant, det gik op for mig, at det måske kunne få betydning for mig, og det er i virkeligheden tvivlen om, hvorvidt det var det rigtige at sige nej, der har siddet længst i mig, siger Sofie Linde.

Tv-værten pointerer, at sexchikanen til julefrokosten er eneste gang, hun er blevet truet, men at det ikke er eneste gang, hun har oplevet sexchikane.

- Det var en anden tid dengang, og der var en anden tone. Der er meget, der er blevet pakket ind i noget, man måske kan kalde jokes. Men der har været en lang årrække med en form for hyggesexisme på min arbejdsplads, siger Sofie Linde.

- Jeg tror ikke, at alt har været tiltænkt som ondt eller en trussel, men det har jo gjort et eller andet ved min bevidsthed dengang, hvor det bare kunne opfattes som en joke, og hvor man på en eller anden måde var lidt vant til det.

Vi glemte at lytte

Tv-værten pointerer, at MeToo-bølgen, der begyndte at rulle i oktober 2017, har ændret markant på den måde, vi omtaler sexchikane, og at hendes historie om "hyggesexisme" som en del af hverdagen set i det lys kan virke absurd.

Men hun vælger også at stille sig frem nu, fordi debatten er ved at dø.

- Jeg tror, at MeToo-bevægelsen druknede sidste gang, fordi det hele blev for mudret. Lige pludselig handlede det om, hvad mændene følte, og om det var okay at sige, hvad man havde oplevet, i stedet for at rette fokus på, hvad det var for en kultur dengang.

Man glemte at spørge, hvorfor der var så mange kvinder, der kunne fortælle historier om sexchikane, og man glemte at lytte til de historier og forsømte at tage en snak om, hvordan der kan ændres på den kultur, mener Sofie Linde.

Et slag for feminismen

Derfor er det ifølge tv-værten nødvendigt at få gang i debatten igen, og derfor valgte hun at stille sig frem med sin egen historie, da hun fik chancen ved 'Zulu Comedy Galla', hvor hun kun var den anden kvindelige vært i 14 år.

- Så jeg vidste ret hurtigt, at jeg ville tale ind i den statistik, og at jeg vil gerne slå et slag for feminismen og kvindekampen i Danmark, som jeg synes er gået i stå, siger Sofie Linde.

- Jeg kunne sagtens have præsenteret fakta, der fortæller, at der ikke er lighed mellem mænd og kvinder i Danmark, men jeg vidste, at jeg skulle tage udgangspunkt i mig selv, hvis det skulle rykke noget. Derfor blev talen meget mere personlig, end den skulle have været.

Og så må man tage de tæsk, der kan følge med.

- Jeg kan godt mærke, at man får nogle slag på næsen, når man kaster sig ind i kvindekampen. Det kan godt føles lidt hårdt, og jeg kan forstå, hvorfor mange har trukket snuden tilbage relativt hurtigt, siger Sofie Linde.

Men hun føler sig rustet til at stå frem med sin egen historie og træde ind på kvindekamppladsen.

- Det er først nu, at jeg har en platform til at gøre det, og det er først nu, at jeg er 30 år gammel. Det betyder noget at være voksen, hvis man skal gå ind i det her, og jeg er mor til en toårig og vågner til intromelodien fra Paw Patrol hver eneste morgen, så jeg er rimelig kold i røven.

Artiklen er opdateret 18:11 med skriftligt citat fra DR om, at Sofie Linde ikke har ønsket at lave en sag.

Facebook
Twitter