Soluna Samay vinder Dansk Melodi Grand Prix 2012

Soluna Samay vandt Dansk Melodi Grand Prix 2012 efter en nervepirrende finale, hvor X Factor Jesper blev nr. 2.

Storfavoritterne forud for lørdagens Grand Prix-finale var duoen Christian Brøns og Patrik Isasksson samt Jesper, men de blev overhalet indenom af Soluna Samays underfundige 'Should've Known Better', der overraskede alt og alle og vandt Dansk Melodi Grand Prix 2012.

Hun trak sig sejrrigt ud af konkurrencen efter en nervepirrende superfinale, hvor 'Should've Known Better' slog X Factor-Jespers baspumpende 'Take Our Hearts', mens tredjepladsen gik til Brøns og Isakssons 'Venter'.

Fra dubstep til disco

Men først skulle årets ni Grand Prix-sange fremføres på den to millioner kroner dyre, pompøse scene i Gigantium i Aalborg, der hele ugen har dannet ramme om Danmarks største og ældste musikkonkurrence.

Og der blev budt på alt fra dubstepnummeret 'Forever I B Young', fra det tidligere S.O.A.P.-medlem Suriya, over den stille kærlighedsballade med Philip Halloun og Emilias 'Baby, Love Me' til Ditte Maries dunkende discorytmer i sangen 'Overflow' under aftenens show.

Fra ni til tre

Efter alle således havde haft deres tur på scenen skulle ni koges ned til tre ved en afstemning, hvor det danske folk sad med halvdelen af magten, mens en dansk fagjury bestemte den anden halvdel.

Og spændingen var tyk i Gigantium, da værterne Louise Wolff og Emil Thorup kunne annoncere, at de tre sange, der klarede skærene videre til superfinalen, var Jespers 'Take Our Hearts', Brøns og Isakssons 'Venter', og Soluna Samays 'Should've Known Better'.

De tre superfinalister tog herefter en tur mere på scenen, og så var det endelig tid til at finde den vinder, der skal sikre Danmark sin tredje Eurovisions-sejr, når den europæiske pendant til konkurrencen løber af stablen i Aserbajdsjan til maj.

Nye boller på Grand Prix-suppen

Således blev det tid til aftenens anden afstemning, og her var der nye boller på suppen i dansk Grand Prix-sammenhæng.

De sidste fire års vinderlande - Rusland, Norge, Tyskland og Aserbajdsjan - var nemlig repræsenteret ved hver sin professionelle fagjury, og de uddelte de klassiske Eurovisions-point 8,10 og 12. Herefter kom den danske fagjury på banen én gang til, og gav også sine point til kende.

Efter juryernes stemmer lagt sammen lå Jespers 'Take Our Hearts' i spidsen med 56 pointsmens Soluna Samays 'Should'øe Known Better' indtog andenpladsen 54 points og Brøns og Isakssons 'Venter' måtte tage til takke med tredjepladsen og 40 point.

Folkets favorit løb med sejren Men intet var afgjort endnu! Det danske folk sad nemlig også med halvdelen af magten i superfinalen, og for at alt skulle gå fair for sig var de udstyret med ligeså mange point, som de fem juryer tilsammen uddelte - altså 150 af slagsen.

De skulle uddeles procentuelt, og værterne kunne endelig afsløre, at sangen med tredjeflest folkelige stemmer var sang nummer til, Brøns og Isakssons 'Venter'.

Dermed var spændingen total. Blev det Jesper eller Soluna Samay der kunne trække sig sejrrigt ud af konkurrencen?

Værterne holdt salen og folket hjemme bag skærmene hen i pinefuld spænding, inden det endelig blev afsløret, at Soluna havde fået flest folkelige stemmer, hvilket gjorde, at hun overhalede Jesper indenom, og det sikrede hende altså sejren i Dansk Melodi Grand Prix 2012.

Facebook
Twitter