Sonny Rollins til Copenhagen Jazz Festival

En af jazzhistoriens store saxofonister, Sonny Rollins, kommer til Danmark til sommer og giver koncert under Copenhagen Jazz Festival.

Han har spillet sammen med navne som som Bud Powell, Miles Davis, Charlie Parker og Thelonious Monk og er selv en af jazzhistoriens helt store saxofonister.

Nu kan den 80-årige Sonny Rollins så opleves på Copenhagen Jazz Festival til sommer.

Væk i flere år

Den aldrende saxofonist har haft en karriere lidt udover det sædvandlige. Flere gange har han trukket sig tilbage fra offentligheden i nogle år, blandt andet for at studere yoga, zen og meditation. Engang var han væk fra jazzscenen i tre år, indtil en journalist så ham stå og spille saxofon alene på Williamsburg Bridge mellem Manhattan og Brooklyn.

Sonny Rollins har selv fortalt om hvordan han kom til at bruge broen som sit øverum:

Ledte efter et uforstyrret sted

-Jeg gik nede på Delancey Street en dag og lagde mærke til en trappe som jeg undersøgte nærmere. Og der var broen, Williamsburg Bridge, en stor vidtstrakt flade over East River. Der var ingen deroppe. Så jeg begyndte at gå over broen og sagde til mig selv: "Wow, det er jo lige det jeg har ledt efter. Et uforstyrret sted hvor jeg kan spille på min saxofon så højt som jeg vil".

Sonny Rollins spiller koncert på Det Kongelige Teaters Gamle Scene søndag 3. juli med sin kvintet - billetsalget begynder tirsdag den 12 april klokken 10.00.

FacebookTwitter