Sortmalet Depardieu vækker vrede i Frankrig

Med krøllet paryk og mørk sminke spiller den franske skuespiller Gerard Depardieu den folkekære forfatter Alexandre Dumas i ny film. Men Dumas var mulat, og det er Depardieu ikke.

Den franske forfatter bag "De tre musketerer" og "Greven af Monte Cristo" Alexandre Dumas var mulat. Det er skuespilleren Gerard Depardieu ikke.

Derfor har det vækket en del vrede blandt sorte i Frankrig, at Gerard Depardieu spiller Alexandre Dumas i filmen "L'Autre Dumas".

- Det er meget chokerende og fornærmende, siger Patrick Lozes, som er præsident for CRAN, Det Repræsentative Råd for Sorte Organisationer i Frankrig, til BBC.

- På den måder fremstår det som om, vi ikke har nogen sorte skuespillere med talent nok til at spille Alexandre Dumas, hvilket naturligvis ikke er rigtigt.

Krøllet paryk og mørk sminke

Alexandre Dumas var barnebarn af en sort slave fra Haiti, og i sin egen levetid refererede han ofte til sig selv som sort.

I filmen "L'Autre Dumas" er Gerard Depardieu blevet iført en krøllet paryk og mørk sminke, så han ligner en mulat, og filmens instruktør Safy Nebbou kan ikke se noget problem i Gerard Depardieu med mørk hud.

- Hvem andre end en et livsstykke som Gerard Depardieu skulle spille en så farverig personlighed?, spørger han ifølge BBC.

Filmen "L'Autre Dumas" bliver vist ved filmfestivalen i Berlin, men er ikke med i konkurrencen om en guldbjørn.