Sortseere koster fyringer

Fyringerne i DR kunne have været undgået, hvis alle betalte licens. Sidste år var der over 300.000 sortseere og tallet er støt stigende. Imens DR befinder sig i en voldsom sparetid.

Hvis alle betalte deres licens, behøvede DR ikke fyre én eneste medarbejder.

Det viser en beregning, som månedsmagasinet Samvirke har lavet på baggrund af licenskontorets egne tal og Danmarks Statistiks oplysninger om boligmassen.

Mange penge at hente

I hvert niende hjem sidder der nemlig en sortseer og de snød til sammen licenskontoret for i alt 641.418.158 kroner sidste år. Det er mere end dobbelt så meget, som DR skal spare om året efter skandalen om byggeriet af DR Byen.

Lederen af licenskontorets kampagner, Lotte Boas, bekræfter Samvirkes resultat.

- Vi kan godt blive enige om, at der er cirka 300.000, der ikke betaler licens, siger hun.

Til gengæld peger Lotte Boas på, at en del lejligheder står tomme på de tidspunkter, hvor licenskontoret kører sin kampagne.

300.000 betaler ikke

Sidste år var der 306.899 sortseere og tallet er støt stigende og vil efter al sandsynlighed slå rekord i 2007.

Licenssystemets største svaghed er, ifølge Lotte Boas, at man skal selv melde sig til licenskontoret, når man køber et tv eller flytter.

Facebook
Twitter