Spilbranche: Ekstra millioner til computerspil er ikke nok

Selvom den økonomiske støtte til danske computerspil fordobles de næste fire år, er det stadig ikke nok til at dække behovet, lyder det fra branchen.

Pengene fra politikerne til den danske spilbranche hjælper, men det er langt fra nok til at dække det behov, der allerede er i branchen, ifølge DR Kulturs kilder. (© Colourbox)

- Det er for lidt. Men derfor siger jeg jo stadig tak.

Sådan lyder reaktionen på den nye filmaftale fra Rune Dittmer, der er studio director i spilvirksomheden Press Play.

For når kulturminister Marianne Jelved præsenterer en ny filmaftale for de næste fire år, så er det ikke kun dansk film, der er i fokus.

Også spilbranchen er en del af regnskabet, når støttekronerne fordeles i filmforliget, og her har kulturministeren med et bredt forlig sikret, at støtten til de danske computerspil fordobles.

Splittet mellem glæde og skuffelse

Støtten til den danske spilbranche øges fra samlet 20 til 40 millioner kroner i aftaleperioden frem til 2018.

Dermed kan spilbranchen søge om støtte for samlet 10 millioner kroner per år frem for de nuværende fem millioner kroner.

Dermed er der stadig langt op til de 25 millioner kroner hvert år, som brancheorganisationen Interactive Denmark håbede på tilbage i oktober, hvor forhandlingerne om forliget stadig var i gang.

- På den ene side er jeg umiddelbart glad for, at der er flere penge til branchen - det er tiltrængt. Men beløbet møder ikke behovet, der er i spilbranchen, og det er for lidt. Det holder noget udvikling tilbage, siger Rune Dittmer til DR Kultur og uddyber:

- Vi er nødt til at se nogle flere penge på bordet, hvis man i højere grad vil skille sig ud og komme med noget særligt.

"Men der er noget at arbejde med"

Også direktør Klaus Hansen fra Producentforeningen er splittet, når det kommer til de ekstra penge til den danske spilbranche.

Han synes ikke, at ordet fordobling i dette tilfælde er helt dækkende.

- Selvfølgelig er det objektivt set en fordobling, men fra fem til ti millioner årligt - det er ikke særlig mange penge, og det er væsentlig under, hvad både vi og filminstituttet har analyseret, der er behov for. Så jeg vil ikke med glæde bruge ordet fordobling. Der mangler faktisk penge. Omvendt er der noget at arbejde med.

Det Dansk Filminstituts administrerende direktør Henrik Bo roser dog, at støttemidlerne til computerspil nu fordobles til 40 millioner frem til 2018.

Facebook
Twitter