Spillesteder og museer efterlyser afklaring om genåbning: 'Vi mangler stadig svar på flere spørgsmål'

Museer, spillesteder og teatre ved nu, hvornår de kan åbne, men der er stadig tvivl om afstandskrav og antal gæster.

Den danske gruppe The Minds of 99 giver koncert på Vega i København. Fra den 6. maj kan blandt andet biografer, spillesteder og teatre åbne igen. (Foto: Flemming Bo Jensen © Scanpix)

Efter at have holdt vejret i flere måneder kan kulturlivet endelig ånde lettet op.

I hvert fald næsten.

For selvom politikerne sent mandag fremlagde en samlet genåbningsplan for Danmark, så står man stadig tilbage med en række ubesvarede spørgsmål hos blandt andet museer, spillesteder og teatre.

Én ting er nemlig de konkrete datoer for, hvornår de forskellige kulturtilbud må slå dørene op. Noget andet er, hvordan man konkret håndterer coronapas, smitteforbyggende tiltag og kvadratmeterkrav.

Genåbningsplanen vækker med andre ord både glæde og frustration i kulturlivet. Det gør den også hos Ditte Sig Kramer, der er kommunikationschef for spillestedet Vega.

- Vi er rigtig glade for, at der nu ligger en dato fast, og vi glæder os til at komme i gang igen, slår hun fast.

- Nå det er sagt, så er det svært at navigere efter en dato uden at kende betingelserne for at arrangere koncerter.

Billedet går igen hos blandt andet museer og teatre.

Teatrene 'mangler svar på nogle spørgsmål'

Emmet Feigenberg er direktør Østerbro Teater - der står for scenerne Republique og Østre Gasværk. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

På Østerbro Teater - som indbefatter Østre Gasværk, Republique og Revolver - sidder man i hvert fald også tilbage med en række spørgsmål i kølvandet på præsentationen af genåbningsplanen.

Det fortæller direktør Emmet Feigenberg:

- Det er glædeligt, at der nu er en genåbningsplan. Det har gjort livet ganske vanskeligt for os, at det ikke har været muligt at planlægge ret langt ud i fremtiden, siger han og uddyber:

- Jeg mangler dog svar på nogle spørgsmål: Når man åbner teatrene i maj, bliver det så med et begrænset antal tilskuere? Nu bliver coronapasset jo nævnt, og det burde vel i stedet tilsidesætte en antalsbegrænsning? Jeg vil også gerne vide, om der er et loft for et maksimalt antal publikummer.

Emmet Feigenberg forventer, at der kommer svar "i løbet af meget kort tid", eller:

- Det håber jeg i hvert fald, så vi er bedst muligt rustet til at lægge planer for fremtiden.

Der vil i forbindelse med genåbningen fortsat gælde "relevante smitteforbyggende tiltag", som det hedder i aftaleteksten.

Det kan konkret betyde begrænset åbningstid, kvadratmeterkrav, krav og anbefalinger om at bruge mundbind samt begrænsning af samlet antal publikummer. Der vil også gælde retningslinjer vedrørende afstand, hygiejne med videre.

I aftaleteksten fremgår det, at man revurderer restriktionerne før begyndelsen af de forskellige genåbningsfaster.

Museerne kan godt håndtere coronapas

Fuglsang Kunstmuseum på Lolland ligger smukt i landskabet med udsigt ned til Guldborg Sund og det fredede område Skejten. Det har også måttet holde lukket under nedlukningen. (Foto: Morten Rasmussen © Scanpix)

Ikke desto mindre glæder Nils M. Jensen sig. Han er direktør for Organisationen Danske Museer, der repræsenterer 171 af landets museer og konserveringscentre.

- Vi har hele tiden ønsket en differentieret genåbningsplan, og den har vi nu fået. Det er godt. Rigtig godt.

Er I klar til at administrere for eksempel et coronapas?

- Vi er vant til at administrere indgange og udgange. Det er noget af det, vi er verdensmestre til, og derfor vi hele tiden har stået klar til at åbne.

I den forbindelse ærgrer Nils M. Jensen sig over, at museer først må genåbne 14 dage efter de liberale erhverv. Og han er også betænkelig ved eventuelle kommende afstandskrav i forbindelse med genåbningen:

- Det kan blive en alvorlig udfordring for genåbningen, hvis det nuværende afstandskrav bibeholdes.

Han glæder sig dog mest af alt til at invitere publikum indenfor igen, ligesom han ser frem til et forhåbentligt bedre økonomisk 2021 end 2020.

- Vi anslår, at økonomien er skrumpet 10-20 procent fra sidste år. Det er dog afhængigt af, hvor i landet museerne ligger. Københavner-museerne led meget hårdt, fordi de havde flere restriktioner, mens man på vestkysten sidste år havde glæde af tyske turister.

I den forbindelse håber han, at en kommende sommerpakke kan være et plaster på såret – ligesom sidste års sommerpakke, der blandt andet sikrede halveret entré til en række af landets museer.

- Ifølge genåbningsplanen kommer der endnu en sommerpakke senere, og det er vi meget glade for i museumsverdenen. Det hjalp os meget sidste år.

Spillesteder 'har holdt vejret i flere måneder'

Den danske gruppe The Minds of 99 spiller koncert på Vega i København. Nu kan spillestedet snart se frem til at genåbne. (Foto: Flemming Bo Jensen © Scanpix)

I musikkens verden ser man også frem til igen at kunne byde på dunkende bas, fede bands og store fadøl. Her er der dog også hurtigt et "men" at spore.

I hvert fald hos spillestedet Voxhall, fortæller manager og booker Tom Fjederholt:

- Vi er glade for, at vi får lov til at åbne igen, men det er svært at forholde sig til, når vi ikke kender de krav og restriktioner, som genåbningen indebærer for os spillesteder. Jeg savner nogle tydeligere rammer.

Han understreger, at man er glad for, at der nu er en plan, og at man dermed ved, hvornår man kan åbne igen.

- Men vi kunne godt have brugt en plan tidligere. Vi havde en masse aktiviteter i april og maj, som er blevet skubbet til efteråret eller sågar til 2022, fordi kunstnere og andre har været meget i tvivl om, hvorvidt man nu kunne holde arrangementer i foråret, siger Tom Fjederholt og slutter:

- Hele branchen har holdt vejret i flere måneder, så det havde været rart med en vished omkring, hvordan planerne så ud, noget tidligere. Men jeg har også stor forståelse for, at det ikke har været muligt.

Det bakker Ditte Sig Kramer fra Vega i København op om:

- Vi står i en situation, hvor vi har udskudt en masse koncerter og også gerne vil sætte nogle nye op, men vi ved ikke, hvordan vi skal agere i forhold til, hvor mange vi kan lukke ind til koncerterne og hvor mange billetter, vi kan sætte til slag til de nye, siger hun og slutter:

- Vi er rigtig glade for, at vi endelig får en dato for, hvornår vi kan åbne igen. Men der er stadig mange ubekendte, vi glæder os til at få svar på.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk