Spiser dronningen foran fjernsynet? 18 danskere måtte spørge dronningen om alt - her er hendes svar

Se dronning Margrethe svare på personlige spørgsmål fra 18 danskere.

Dronning Margrethe og de 18 danskere, der fik chancen for at stille regenten et spørgsmål. (Foto: © KELD NAVNTOFT, DR)

Tænk, hvis du kunne spørge dronningen om alt. Hvad ville du så spørge om?

Netop dén mulighed fik 18 heldige danskere, da de i efteråret fik lov til at stille dronning Margrethe præcis de spørgsmål, de brændte inde med.

For hvordan har det været at være regent - og endda en kvindelig én af slagsen - af Danmark i hele fem årtier? Hvordan har dronningen håndteret sin sorg efter tabet af sin mand rins Henrik? Og spiser dronningen mon nogensinde foran fjernsynet?

Ja, der blev spurgt om alt mellem himmel og jord, da dronning Margrethe, der i år kan fejre 50-års regeringsjubilæum, inviterede de 18 danskere til spørgerunde på Fredensborg Slot.Se alle spørgsmålene - og dronningens svar - herunder.

1

Hvornår stod dronningens skæbne klar for hende?

Gennem sit arbejde som psykolog har 42-årige Christian Lyngby Blaabjerg fra Holstebro mødt mange mennesker - og dermed også mange forskellige skæbnefortællinger.

Med den baggrund ville han derfor gerne vide, i hvilket øjeblik dronningens egen skæbne stod klar for hende?

- Øjeblikket er måske svært at huske præcist, men det er klart, det blev på det tidspunkt, da man besluttede at ændre tronfølgeloven, sådan at jeg, som datter af min far, kunne træde efter min far, svarede dronningen og fortsatte:

- Jeg var nok noget benovet over det og lidt skræmt, men især var min far frygtelig stolt og glad for, at jeg skulle følge efter ham. Det var naturligvis den største støtte, man kunne have.

Se hele svaret i videoen øverst.

2

Hvad har været den største oplevelse i dronningens liv?

62-årige Pia Bast er det, man må kalde en superfan af kongehuset, og har fulgt dronningen og resten af den kongelige familie troligt, siden hun var ganske ung.

Hun ville gerne vide, hvad dronningen mindes som den største oplevelse fra hendes 81 år lange liv og 50 år på tronen.

- I hele mit liv?, spurgte dronningen, inden hun - efter en kort tænkepause - fortsatte:

- Ja, det må nok være, da jeg mødte Henri de Monpezat, som blev min mand (...) Og så selvfølgelig da jeg fik mine to sønner, det er for enhver kvinde et højdepunkt.

Se hele svaret i videoen øverst.

3

Hvordan har dronningen håndteret sin sorg efter prins Henriks død?

I 2018 mistede dronningen sin mand, prins Henrik, der gik bort i en alder af 83 år. Samme tab har 76-årige Erik Bonde oplevet, da han mistede sin kone i 2019.

Derfor ville Erik Bonde gerne vide, hvordan dronningen selv har arbejdet med sin sorg og savnet efter sin ægtefælle og livspartners bortgåen.

- Det er en voldsom omvæltning i ens tilværelse, når man har været to, og man så er én, fortalte dronningen og forklarede, hvordan både hendes familie og resten af Danmark hjalp hende gennem den svære tid.

- Jeg har haft stor glæde af mine to sønner, svigerdøtre og børnebørn, men jeg tror især, at det var den fornemmelse, jeg fik af, at folk støttede op om mig. Folk, som jeg slet ikke kender. Det var virkelig, virkelig noget, der betød noget, forklarede dronningen.

Se hele svaret i videoen øverst, hvor dronningen også fortæller om tiden op til prins Henriks død.

4

Hvornår har dronningen følt sig mest sårbar?

Gennem sine 50 år som regent har dronningen været en offentlig person, der har optrådt til mange begivenheder og fremstået stærk og fuld af overskud.

Men hvornår har dronningen følt sig mest sårbar?, spurgte 42-årige Lisbeth Gauguin fra Værløse.

- Jeg har haft så meget støtte fra så mange forskellige mennesker (...) Min egen familie, min mand, mine børn, mine forældre i sin tid, har givet mig meget støtte, så jeg føler mig virkelig meget godt taget hånd om, lød det fra dronningen.

Se hele svaret i videoen øverst.

5

Hvordan kan dronningen forsvare sine særlige privilegier i forhold til andre danskere?

En af kongehusets kritikere er 47-årige Torben Dahl fra Hobro. Han har altid ment, at alle mennesker er lige, og han har svært ved at forstå, at man kan fødes til særlige privilegier.

Derfor vil han gerne vide, hvordan dronningen selv kan forsvare sin særlige position og de goder og privilegier, der følger med.

- Jeg er jo statsoverhovedet, og derfor er der visse ting, der følger med. Der er forpligtelser, og der er også gode, nemme sider, der gør tilværelsen nem for mig. Men jeg er jo ganske klar over, at jeg er nok så privilegeret på mange måder. Det ved jeg udmærket godt, svarede dronningen.

Se hele svaret i videoen øverst.

6

Spiser dronningen nogensinde foran fjernsynet?

Det er nu noget dejligt over en gang imellem at kaste sig i sofaen, smække fødderne op og indtage aftensmaden foran flimmerkassen.

Sådan har mange af os det nok - og det gælder også 33-årige Ida Agnes Riishøj Edelmark, der sammen med familien i ny og næ spiser foran tv'et.

Men hvad med dronningen - spiser hun også foran fjernsynet?

- Stort set ikke, må jeg sige. Jeg har det sådan, at jeg synes, at måltid for sig og fjernsyn for sig, lød det fra dronningen med et grin.

Se hele svaret i videoen øverst.

7

Dyrker dronningen motion?

For mange danskere fylder sport og motion en hel del - måske særligt her i januar, hvor nytårsforsættet om et sundere og mere aktivt liv skal skydes i gang.

Men dyrker dronningen mon motion? Det ville 52-årige Dorthe Rørdam Koch, der med egne ord beundrer dronningens "flotte figur", gerne vide.

- Jeg må sige, at jeg faktisk ikke dyrker noget motion. Jeg har gjort, da jeg var yngre, men jeg er bare heldig, at det åbenbart ikke sætter sig så meget.

Se hele svaret i videoen øverst, hvor dronningen også fortæller om sin og prins Henriks forkærlighed for god mad og vin.

8

Hvad har været det sværeste ved at være kvindeligt statsoverhoved?

Udover sin navnesøster Margrete 1., der var dronning af Norge og regent af Sverige og Danmark tilbage i 1300-tallet, er dronning Margrethe den hidtil eneste kvindelige regent af Danmark.

Derfor ville 55-årige Majbritt Gyldengren fra København gerne vide, hvilke udfordringer dronningen som kvinde har mødt i sit virke som regent af Danmark.

- Jeg synes selv, jeg havde mange fordele som kvinde, fordi det var usædvanligt. Og jeg havde den fordel som kvinde i mit job, at der ikke var nogen præcis sammenligning med, hvad min far gjorde.

- Der var ikke det dér med: "Sådan gjorde den gamle konge altid" eller "Sådan ville den gamle konge aldrig have gjort." For det var jo en kvinde, og så vidste man jo, at det så anderledes ud og ville blive lidt anderledes. Og det var en støtte for mig, lød det fra dronningen.

Se hele svaret i videoen øverst, hvor dronningen også fortæller om sit håb for fremtiden, når kronprins Frederik engang overtager tronen.

9

Hvem har inspireret dronningen?

Kunsten og det kreative har fyldt meget i dronningens liv.

Gennem årene har dronning Margrethe blandt andet fået udstillet sine egne malerier, skabt kostumer og scenografi til både film og teater og sågar fået publiceret sine egne illustrationer til J.R.R. Tolkiens bøger om 'Ringenes herre'.

For 30-årige Harley Nanfeld Foged, der arbejder som grafisk designer, fylder det kreative og kunstneriske også meget. Derfor ville hun gerne vide, hvor dronningen har fundet sin kunstneriske inspiration.

- Jeg kommer af en familie, hvor der har været flere, der beskæftigede sig med kunst. Min mor var meget optaget af det, min far var meget musikbegavet (…) og min mormor var en glimrende maler, svarede dronningen og fortsatte:

- Så dét der med at beskæftige sig med kunst, det var der ikke noget overraskende over. Jeg tror, mine forældre tænkte: "Nå, hun tegner hele tiden" - og det gjorde hun så.

Se hele svaret i videoen øverst.

10

Hvordan er dronningen farmor til sine børnebørn?

Dronningen har i alt otte børnebørn - men hvordan er hun egentlig som farmor? Det ville 65-årige Annette Boe Pedersen, der selv har fem børnebørn, gerne vide.

- Jeg ser egentlig ikke mine børnebørn nær så meget, som jeg burde og også gerne ville, men vi har allesammen meget forskelligt at lave, og jeg har jo stadigvæk et job, som tager en hel del af min tid, forklarede dronningen og tilføjede:

- Det er dejligt at følge, hvordan de udvikler sig, og jeg er rigtig glad for dem og stolt af dem.

Se hele svaret i videoen øverst.

11

Hvad skal der til, før man er dus med dronningen?

De fleste, der har mødt dronningen, har nok terpet tiltaleformen "De" talrige gange i frygt for at komme til at tiltale dronningen "du". Det er nemlig et brud på etiketten - noget dronningen også selv gjorde opmærksom på, da en uheldig journalist i 2015 kom til at tiltale hende forkert.

Men hvornår er man så dus med dronningen? Er dronningen for eksempel dus med kronprins Frederiks og prins Joachims venner? Det var 35-årige Gorm Dupont nysgerrig på.

- Efterhånden som jeg har mødt nogle af deres jævnaldrende venner, så har vi vel nok været Des i starten, indtil man fik fornemmelsen af, hvordan det var, og hvor tæt det var.

- Men jeg er dus med mange af begge mine sønners venner, og jeg har selv mange venner, som jeg er dus med som en selvfølge, forklarede dronningen.

Se hele svaret i videoen øverst.

12

Fandtes der mobning, da dronningen var barn?

11-årige Louise Sofie Carpens kæmpede i en årrække - ligesom mange andre børn - med svær mobning i folkeskolen. I dag har hun skiftet skole og er heldigvis glad igen.

Men fandtes der egentlig mobning, da dronningen var barn?

- Det var der helt sikkert, for børn var ikke sødere dengang, end de er i dag (...) Jeg tror altid, der har været nogle, der blev mobbet, og nogle der mobbede. Det er en rigtig dum lille ting, for det er ikke sjovt for dem, svarede dronningen.

Se hele svaret i videoen øverst.

13

Kan dronningen reelt få et autentisk indtryk af danskernes hverdag og liv?

Dronningen rejser ofte rundt i Danmark og har nok set flere dele af vores land end de fleste. Men kan dronningen mon se igennem de polerede facader og røde løbere og få et autentisk indtryk af det "virkelige" Danmark?

Det ville 55-årige Thomas Dietrich fra Ringsted gerne vide.

- Det tror jeg altså i høj grad, man godt kan, lød det fra dronningen, der dog lod til at forstå Thomas Dietrichs undren.

- Det er ikke et spørgsmål, jeg er ukendt med. Man ved jo godt, at når man kommer på besøg et sted, så er der fejet på gaderne, og man har nettet, hvor man kunne. Men man kan jo godt se, om der er nymalet - og gætte på, at det var der måske ikke i forgårs.

Se hele svaret i videoen øverst.

14

Hvad misunder dronningen den 'almindelige' dansker?

Dronningen må siges at leve en noget anderledes tilværelse end de fleste. Derfor ville 37-årige Jesper Poulsen-Hansen gerne vide, om der er noget, dronningen misunder alle os andre, "almindelige" danskere.

Til det, kunne dronningen dog svare nej.

- Man lærer det ret tidligt i mit tilfælde, fordi det var klart, hvad jeg skulle i fremtiden. Jeg skulle efterfølge min far og blive dronning en dag, og da jeg var blevet det, vidste man, at det var dét her, det drejer sig om, og så er der ikke meget mening i at gå rundt og misunde andre mennesker for noget som helst, når man har en forpligtelse, som man er både glad for og stolt af at have.

Se hele svaret i videoen øverst.

15

Har dronningen nogensinde kæmpet med stress?

Mange unge kæmper i dag med præstationspres og stress.

Én af dem er 20-årige Nana Fatou Danjo Klit fra Sønderborg, der tidligere selv har været syg med stress, fordi hun ikke følte, der var timer nok i døgnet til at nå alt dét, hun gerne ville.

Men har dronningen, med sit prominente job i offentlighedens søgelys, mon oplevet det samme?

- Da jeg var på Deres alder... Jeg vil ikke sige, der ikke var nogen, der havde stress, men der var ingen, der vidste, at det hed stress, så jeg har aldrig tænkt på dét på den måde selv. Men det er da klart, at man en gang imellem føler, at der forlanges meget af én, fortalte dronningen.

Se hele svaret i videoen øverst, hvor dronningen også fortæller, hvordan kunsten for hende kan virke afstressende.

16

Har dronningen været ked af, at hun ikke selv måtte vælge, hvad hun ville arbejde med?

Siden tronfølgeloven i 1953 blev lavet om, har dronning Margrethe vidst, at hun skulle være dronning af Danmark. Men hvordan har det været for dronningen ikke selv at kunne vælge, hvad hun skulle bruge sit liv på?

Det ville 14-årige Villads Dyg Jørgensen, der selv drømmer om at blive fodboldspiller, gerne vide.

- Da jeg gik i gymnasiet, tænkte jeg, at det egentlig var en kæmpe fordel, at jeg ikke skulle finde ud af, hvad jeg absolut havde lyst til. Jeg havde min fremtid, den lå fast, og så behøvede jeg ikke tænke på, om jeg ville være det ene eller det andet, lød svaret fra dronningen, der tilføjede:

- Men på det tidspunkt ville jeg nok have været arkæolog, hvis jeg ikke havde den forpligtelse.

Se hele svaret i videoen øverst.

17

Hvilket råd ville dronningen give sit yngre jeg?

27-årige Frederikke Kongsted Hansen ville gerne vide, hvilket råd dronningen ville give sig selv, hvis hun kunne spole tiden tilbage og tale med sit eget, yngre jeg.

- Ja... Det er virkelig noget, man må tænke over, lød det fra dronningen, der dog efter en tænkepause fortsatte:

- Jo, at "det går nok." Den ene aften går man i seng og tænker: "Nej, hvad i himlens navn skal jeg stille op", og det ligger man måske også og tænker på om natten, men så kan det være, næste morgen, så ser det alligevel anderledes ud. Så sker der et eller andet, som lige pludselig gør, at man får et klap i ryggen og lidt vind, der kan føre en videre. Det plejer at komme.

- Og så lidt optimisme. Det tror jeg, man har brug for.

Se hele svaret i videoen øverst.

18

Hvad vil dronningen gerne huskes for?

Det danske kongehus har rødder flere hundrede år tilbage, og der lever mange sagn og fortællinger om dronningens forfædre. Fortællinger, som historieinteresserede Maja Krogsgaard Yhman har læst mange gange.

Derfor vil hun gerne vide, hvordan dronningen selv håber på, at hun vil blive husket i fremtiden.

- Det, jeg først og fremmest gerne vil huskes for, er, at hun gjorde sig umage. Det tror jeg, er det bedste eftermæle, man kan få, svarede dronningen og fortsatte:

- Det er i hvert fald det, jeg har bestræbt mig på, lige siden jeg ikke var så gammel og blev klar over, hvad jeg skulle. Og nu er det snart 50 år siden. Det er ikke til at forstå, at der er gået så mange år - men det kan man jo se på sig selv i spejlet, lød det med et grin fra dronning Margrethe.Se hele svaret i videoen øverst.