'Spøgelsesbilist' af Charlotte Weitze

En tunghør ejendomsmægler og et faldefærdigt hus, rosenknopper, spøgelsesbilister, en lille dreng, et sår med skorper - og selvfølgelig en hemmelighed. Charlotte Weitze har skrevet december måneds novelle, 'Spøgelsesbilist'.

10 danske forfattere har skrevet noveller inspireret af anonymt indsendte hemmeligheder. December måneds novelle 'Spøgelsesbilist' er skrevet af Charlotte Weitze.

Månedens forfatter, Charlotte Weitze, debuterede i 1996 med novellesamlingen 'Skifting' og har siden udgivet en række romaner og novellesamlinger samt skrevet klummer og radiodramatik. Hendes første stykke 'Tandfeen' havde premiere på P2 i februar 2003.

Charlotte Weitze er desuden en erfaren foredragsholder og meget efterspurgt i forbindelse med litterære arrangementer.

Ejendomsmægler med en hemmelighed

I novellen 'Spøgelsesbilist' møder vi den tunghøre ejendomsmægler Bo ved en firmajulefrokost på en restaurant. Flæskestegen er på bordet, borddamen flirter, og om lidt skal årets selskabslege skydes i gang.

Julelegen er i år en holdkonkurrence, hvor mæglerne skal holde fjollede lovprisningssamtaler for huse, der er umulige at sælge. Men som legene for alvor skal til at begynde, forlader Bo pludselig julefrokosten med det påskud at han skal ud og ryge en cigaret.

Bo tager sin bil, kører ud af motorvejen hvorfra han forvilder sig ud i et ingenmandsland mellem motorvejen og jernbanen. Han ender ved et af de huse, som skulle have været et af de humoristiske skudsmål ved firmaløjerne.

Men huset er ikke helt ukendt for Bo. Bo bærer nemlig på en hemmelighed som ingen af hans kolleger kender til - og da han lister sig ind i det gamle, faldefærdige hus får han sig en ganske særlig oplevelse, der bringer ham i kontakt med hans fortid.

Hvad det er for en oplevelse - og hemmelighed Bo gemmer på, kan du finde ud af ved at hente og læse 'Spøgelsesbilist' her

Læs, lyt og vær med i debatten

Lydversionen af novellen er indtalt af DRs Margaret Lindhardt, kendt fra Giro 413.

Hvis du vil abonnere fast på lydnovellerne kan du tilmelde dig podcasten på dr.dk/hemmeligt og få månedens novelle direkte ind i dit podcastprogram hver måned.

Vi vil også gerne høre, hvad du synes om novellen. Debatten er åben i kommentarfeltet herunder.

Facebook
Twitter