Sporløs strider mod DRs egen etik

I programmet Sporløs forsøger DR at hjælpe en dansker med at få kontakt med et forsvundet familiemedlem. Men det hele er aftalt på forhånd.

En million seere følger med, når en dansker med DR1's hjælp forsøger at finde et forsvundet familiemedlem. Jagten på den forsvundne person er nøglen i programmet Sporløs. Men det hele er aftalt på forhånd.

Det skriver fagbladet Journalisten på sin hjemmeside. Bladet har talt med en række tidligere og nuværende medarbejdere på STV, der producerer Sporløs. De bekræfter alle, at STV aldrig sender en medarbejder af sted, før den eftersøgte er fundet og har sagt ja til at deltage.

- Når vi tager af sted, er der manuskript på det hele. Alle medvirkende ved, at vi kommer. De er instrueret i, hvad de skal sige. Og de er klar over, at den søgende ikke ved noget, siger en tidligere researcher på Sporløs til Journalisten.

Strider mod etikken

Sporløs sælger ellers sig selv som et reportageprogram, men reelt er rejsen iscenesat og tilrettelagt hjemme fra Danmark, inden filmholdet tager af sted. Det får seerne ikke at vide, og det strider mod DRs etiske retningslinjer:

- Det er vigtigt, at både tilrettelægger og redaktør altid gør sig grundige overvejelser om anvendelse af iscenesættelse, rekonstruktion og anvendelse af musik i faktaproduktioner. Resultatet skal give et fair og retvisende billede af virkeligheden. Ved rekonstruktion eller modelbilleder skal dette fremgå tydeligt for seerne.

Et brud på kontrakten

Ifølge lytternes- og seernes redaktør Jacob Mollerup giver det programmet et klart etisk problem. For virkeligheden er langt fra, som Sporløs fremstiller den.

- Hvis din beskrivelse er rigtig, så synes jeg, det er et brud på kontrakten med seerne. Især det, at det hele på forhånd er aftalt med den pårørende, kommer bag på mig. Man får klart et helt andet billede end det, der rent faktisk er sket i virkeligheden, siger han til fagbladet Journalisten.

Udover seerne aner heller ikke programmets hovedperson, at det hele er aftalt spil. Hos DR er Birdie Bjerregaard ansvarlig for programmet. Og hun har svært ved at se, at Sporløs bedrager seerne. De ved nemlig bedre, siger hun.

Facebook
Twitter