Den danske musikbranche ramte et økonomisk lavpunkt sidste år, da omsætningen for første gang nåede under en halv milliard kroner.
Men nu har rettighedsorganisationen Koda gode nyheder til både forbrugerne, musikerne og branchen, fortæller Koda-direktør Anders Lassen.
- Jeg kan bekræfte, at vi har en aftale med Spotify, om at de kommer til Danmark. Jeg ved ikke, hvornår, men forventer, at de åbner i løbet af i år, siger Anders Lassen til DR Kultur.
Lovlige tjenester lettest på sigt
Spotify er verdens største streamingtjeneste og har mere end en million betalende brugere. Tjenesten fungerer som en radio, men hvor man selv er dj og kan vælge mellem 13 millioner numre. Dem kan man så høre på sin, computer, telefon eller iPod, og det betaler man cirka 100 kroner for om måneden. På den måde abonnerer man på Spotify
- Med Spotify og Wimp og TDC Play, der allerede er her, nærmer vi os en vifte af tjenester, der betyder, at det lovlige alternative på langt sigt bliver det letteste, mener Anders Lassen fra Koda.
Større revolution på vej
Og det er på tide, at Spotify nu kommer til Danmark. Det mener Lasse Lindholm, der er kommunikationschef i musikselskabernes brancheorganisation, Ifpi. I mere end et år har Koda og Spotify ikke kunnet blive enige om en aftale, men den er endelig på plads, så Danmark i lighed med Sverige og Norge får glæde af den populære streamingtjeneste,
- Streamingteknologien er mere revolutionerende, end det der skete for 15 år siden, hvor man gik fra at købe fysisk til at købe over nettet. Det skyldes, at man for få penge får adgang til millioner af numre uanset, hvor man er, siger Lasse Lindholm til DR Kultur.
Digitalt musiksalg redder Norge
Musiklytterne tager i hvert fald godt imod streamingtjenesterne. I februar 2010 åbnede Spotify i Norge, og i løbet af det år voksede indtægterne fra streamet musik med 929 procent. Og i dag står streaming for 33 procent af den samlede omsætning af musik i Norge, viser helt nye tal fra januar til maj 2011.
- Norge er måske det første land i verden, hvor digitalt salg har overgået det fysiske salg af cd'er. Det digitale salg står for 56 procent, fortæller Lasse Lindholm
Faktisk er cd-salget i Norge faldet med 31 procent i 2011, alligevel er musiksalget samlet set gået frem, og det skyldes økonomien i streamingtjenesterne, forklarer Lasse Lindholm.
Danmark langt bagud
Derfor skal Spotify sammen med Wimp og andre streamingtjenester redde den skrantende, danske musikbranche. Sidste år nåede branchen et historisk lavpunkt, da omsætningen for første gang nåede under 500 millioner kroner.
Heraf udgjorde streaming ifølge Ifpi under 10 procent. Derfor er der mulighed for vækst. Men der vil gå et par år, før kurven vender, mener Lasse Lindholm.
- Men vi vil se nogle meget kraftige vækststigninger, der vil minde om de norske, mener Lasse Lindholm
De unge streamer
I hvert fald er forbrugerne glade for de abonnementsbaserede streamingtjenester. Det kan de tale med om hos Wimp, der har eksisteret i Danmark i godt et år.
- Vi har oplevet en høj vækst. Og vi ser allerede i dag, at især de unge forbruger musik på den måde. Streaming kræver ikke en stor investering, men man kan lytte til alt det musik man vil i det her gigantiske musikbibliotek på over 10 millioner numre, siger talsmand for Wimp i Norden, Thor Martin Jensen til DR Kultur.
Spotify har ikke været mulige at få fat i, men Koda forventer, at streamingtjenesten åbner i Danmark i løbet af 2011.