Spotify-konkurrent lokker bands med pengegaver

Rdio går nye veje for at hjælpe kunstnerne, der nu får 10 dollars for hver fan, som de kan få til at bruge musiktjenesten.

Streaming er helt sikkert vejen frem, men der skal en model til, hvor man motiverer brugerne til at betale mere frem for at belønne kunstnerne for deres fans, siger musikforsker Fabian Holt om Rdio's nye metoder. (© Rdio.com)

Danske Blue Van har lagt musik til en reklame for Apple, Royal Beer dyrker rockmusikken med bands som Magtens Korridorer og Jennifer Lopez barberer sine ben med Gillettes Venus.

Det er bestemt ikke nyt, at kunstnere skaffer virksomheder kunder, men nu kan musikere og sangere også tjene lidt ekstra på et produkt, der i forvejen skaffer penge til de udøvende kunstnere i musikbranchen.

For hvis en kunstner som for eksempel Snoop Dogg via de sociale medier kan overtale sine egne fans til at tilmelde sig musiktjenesten Rdio, så får han 10 dollars i belønning af Rdio for hver ny bruger, han skaffer via det link, han lægger på sin Twitter eller Facebook-side.

Derudover tjener han stadig lidt for hver gang en bruger streamer hans sange på Rdio - ligesom vi kender det hos populære musiktjenester som Spotify og Wimp.

Snoop Dogg er med på idéen

Rdio, der også er tilgængeligt i Danmark, vil altså belønne kunstnerne økonomisk med deres såkaldte Artist Program. Og alle bands kan være med, skriver tjenestens britiske salgschef Josie Whittle i en mail til DR Kultur:

- Enhver kunstner med musik på Rdio har mulighed for at være med i Artist Program. Det gælder både store og små bands, skriver Josie Whittle.

Snoop Dogg udtaler da også ifølge hjemmesiden Mashable, at han er klar til at lege med:

- Jeg elsker, at enhver kunstner kan bruge denne ordning. Jeg er allerede fan af Rdio, og det er cool at se, at de støtter kunstnere på den her måde, siger rapperen, der har masser af fans verden over.

Rdio: Ordningen gavner alle

Så man må gå ud fra at han faktisk kan tjene pænt på ordningen, mens nye bands eller mere alternative navne har sværere ved at lokke samme antal fans over i Rdio-folden.

Ja, men det er også vigtigt for Rdio at støtte nye og unge bands, understreger Josie Whittle:

- Rdio bryster sig af at støtte uafhængige kunstnere og for nyligt annoncerede vi to skelsættende aftaler med CD Baby og TuneCore, der er store leverandører af uafhængige musik. Dermed drager bands med mindre fanskarer også fordel af ordningen.

Løser ikke problemet

Det er fint, at Rdio vil tage hensyn til artisternes økonomi, men det løser ikke problemerne i musikbranchen, mener Fabian Holt, der er lektor i performancedesign og musikforsker på Roskilde Universitetscenter.

- Vi skal ligesom have lidt mere i posen. Hvis Rdio virkelig vil gøre en forskel, så må man forvente, at de disker op med noget mere på længere sigt, der ikke bare skaber opmærksomhed. De skal vinde noget tillid og vise, at de er en del af musikbranchen, siger Fabian Holt.

Brugerne skal betale mere

Han mener, at streaming af musik er vejen frem, men det kræver mere en model, hvor man motiverer brugerne til at betale noget mere frem for at man belønner kunstnerne for deres fans.

- Det er hos brugerne, man kan vinde noget. For musiktjenester som Spotify har jo allerede en masse brugere, der ikke betaler ret meget eller lytter med gratis takket være reklamer. Det ville være mere etisk, hvis man kunne få brugerne til at betale mere, siger Fabian Holt.

Rdio's tilbud om et engangsbeløb per Rdio-omvendt fan vil dog umiddelbart fortsætte på ubestemt tid, oplyser Josie Whittle fra Rdio's britiske kontor, der også varetager resten af Europa.

Rdio er i øvrigt skabt af danske Janus Friis, som mange vil huske som en af mændene bag telefontjenesten Skype. Rdio kom til Danmark i sommer med abonnementpriser på henholdsvis 49 og 99 kroner.

Facebook
Twitter