Sprang ud på Youtube: Nu hyldes hun som forbillede for unge

Julia Sofia Aastrup er både blevet kåret som årets LGBT-person og årets LGBT-youtuber ved prisuddelingen Danish Rainbow Awards.

Julia Sofia Aastrup har næsten 300.000 følgere på Instagram. Hun modtager sine to priser for at have bragt 'enorm meget positiv energi til unge mennesker i Danmark'. (Foto: Per Arnesen © Per Arnesen)

Det menneske, der i det forgangne år har kæmpet hårdest for at sikre LGBT-personer bedre livsvilkår, er en youtuber.

Det står klart, efter priserne ved Danish Rainbow Awards onsdag aften blev uddelt i Cirkusbygningen i København.

Her blev Julia Sofia Aastrup nemlig årets største prismodtager og fik både prisen som 'Årets LGBT-person' og 'Årets LGBT-youtuber'.

- Jeg er verdens mest lykkelige lille pølse lige nu, for jeg er bare mega heldig og er så stolt over både at have vundet 'Årets LGBT-youtuber og 'Årets LGBT-person', siger hun i en story, hun har lagt på sin Instagram-konto efter showet.

- Jeg er så glad og helt rundt på gulvet. Tusind tak til alle jer, der har stemt.

Julia Sofia var i 2017 med i TV 2-programmet 'Vild med dans' og sprang ud i en Youtube-video i august sidste år.

Julia Sofia, som altså går under sine to fornavne på Youtube, modtager de to priser, fordi hun har bragt 'enorm meget positiv energi til unge mennesker i Danmark' og har givet klar besked til sine følgere om at stå ved, hvem man er.

Desuden får hun ros for at være kropspositiv og for at italesætte emnet på en sober og positiv måde.

Blandt andre Lina Rafn og Bryan Rice var på scenen under aftenens show. (Foto: Per Arnesen © Per Arnesen)

Video har fået andre til at springe ud

Den 21-årige youtuber har lidt over 200.000 følgere og laver normalt videoer om livsstil og skønhed.

Men med Youtube-videoen fra august stak antallet af visninger helt af, da hun fortalte, at hun altid havde vidst, at hun ikke var ligesom sine veninder.

- Bottomline er, at jeg er superduper-queer (…), og jeg er faktisk stolt af det (…), for jeg elsker, at vi i hvert fald i Danmark kan få lov til at være, dem vi er, siger hun blandt andet i den knap ni minutter lange spring-ud-video.

Julia Sofias video var blandt andet en medvirkende årsag til, at youtuberen Morten Münster omkring en måned senere også valgte at springe ud på Youtube.

13 prismodtagere

Der blev uddelt i alt 12 priser plus en ærespris til Danish Rainbow Awards, som også kan ses på TV 2 Zulu fredag klokken 22.

Blandt andet fik Abdel Aziz Mahmouds mor, Souad Taha, prisen som årets hetero for at gøre op med fordomme om den manglede accept af homoseksualitet blandt nogle indvandrere.

Se alle prismodtagerne her

  • Aktivistprisen: Mikkel Radicke

  • Erhvervsprisen: Hummel

  • Foreningsprisen: Intersex Danmark

  • Kulturprisen: Skamlebben

  • Medieprisen: Hunkøn

  • Sportsprisen: Oliver Winther

  • Statement-prisen: AIDS-fondets kampagne

  • Musikprisen: Freja Kirk

  • Årets drag: Veninderne

  • Årets LGBT-youtuber: Julia Sofie

  • Årets LGBT-person: Julia Sofia

  • Årets hetero: Souad F. Taha

  • Ærespris: Lars Løkke Rasmussen