Sprogøe-pris til Lene Maria Christensen

Skuespiller Lene Maria Christensen modtog fredag Ove Sprogøe Prisen 2008. Juryen sammenligner hende med Mona Lisa.

Skuespiller Lene Maria Christensen er årets modtager af Ove Sprogøe-prisen, og med hæderen følger 30.000 kroner.

Lene Maria Christensen har i år gjort sig bemærket i Henrik Ruben Genz' anmelderroste film Frygtelig Lykkelig, der er baseret på Erling Jepsens roman.

Rollen indbragte hende torsdag en Robert-nominering for bedste kvindelige hovedrolle, men Lene Maria Christensen behøver ikke at vente til Robert-festen for at modtage hæderen.

Den nye Mona Lisa

I sin motivation for valget af den 36-årige skuespiller sammenlignede jurymedlem Gregers Dirckinck-Holmfeld Lene Maria Christensen med Leonardo da Vincis berømte portræt af Mona Lisa.

- Jeg synes, man kan spore en vis lighed mellem smilet hos vores prismodtager og smilet hos den berømte dame på Louvre Museet. En tvetydighed i udtrykket, som antyder noget gådefuldt. Noget, vi gerne vil finde ud af. Eller måske noget, vi i virkeligheden ikke så gerne vil finde ud af. For så ku' det være, at magien gik hen og forsvandt, skriver han i sin tale.

Men magien har Lene Maria Christensen ikke mistet. Tværtimod, mener juryen bag Ove Sprogøe-prisen

Megasexet

- Når vi ser hende i hendes seneste præstation, tænker vi hele tiden: Hvad er hun ude på? Hvem er hun egentlig? Hvad i himlens navn er det, som får mænd til at ekse med benene, tale sort, råbe højt, slå, måbe, snakke? Og begå den ene dumhed efter den anden? Ligesom Mona Lisa ser hun uudgrundeligt på os, helt almindelig, men også megasexet, skriver Gregers Dirckinck-Holmfeld i sin motiveringstale.

Lene Maria Christensen spillede tidligere i år Yonne i Musicalen Olsen Banden & den russiske juvel.

En hyldest til Ove Sprogøe

Ove Sprogøe Prisen er oprettet som en hyldest til en af Danmarks mest folkekære skuespillere og tildeles en dansk skuespiller eller skuespillerinde for en usædvanlig indsats på tv, teatret eller på film.

Årets pris uddeles to dag før Ove Sprogøe ville være fyldt 89 år.