Star Wars for dummies: Her er karaktererne du skal kende

I anledning af 'The Force Awakens'-premiere giver DR Kultur dig en blå bog på 'galaksen langt langt borte'

Hvordan er det nu, at Anakin Skywalker bliver til Darth Vader? (Foto: LUCASFILM/20TH CENTURY FOX / Alb) (Foto: LUCASFILM/20TH CENTURY FOX / Alb)

Når Star Wars-filmen, 'The Force Awakens', har premiere i morgen, så er det ikke bare den syvende film i serien, det er også nyeste udgivelse i et monstrønst franchise, der blev født i 1977.

Fantasiuniverset, der skildrer det godes kamp (rebellerne) mod det onde (kejserimperiet), er blevet skildret i både film, bøger, computerspil, tegneserier, så det er nemt at miste pusten. Derfor har DR Kultur allieret sig med formand Jesper Mortensen fra Star Wars-klubben 'The Forbidden Armoury' og han peger på de vigtigste personer i universet, der er skabt af George Lucas.

Det er kun et lille udsnit. Hvis du er interesseret i at vide mere, så har fans oprettet en glimrende Wiki over hele universet her.

Foto: ​LUCASFILM / Ronald Grant Archive / Mary Evans

Luke Skywalker

Vokser op i skjul fra det onde Imperium. Da han opdager, at robotterne C-3PO og R2-D2 bærer en besked fra prinsesse Leia, havner han midt i rebellernes modstandskamp mod kejser Palpatines onde Imperium. Han bliver i den hæderkronede Jedi-orden af stormesteren, Yoda, og lærer at bruge Kraften, navnet på den altomsluttende energi, der har en mørk og en lys side. Han ødelægger Imperiets supervåben, Dødsstjernen. Han erfarer senere, at han er søn af Anakin Skywalker (Darth Vader) og tvillingebror til prinsesse Leia.

Foto: ​LUCASFILM / Ronald Grant Archive / Mary Evans

Yoda

Han er 66 cm høj og 900 år gammel, og ikke desto mindre er Yoda en legende inden for Jedi-ordenen. Den vise stormester oplærer Luke Skywalker som Jedi-ridder og i at mestre Kraften og tage ansvar for at holde sig på den gode side af den. Han bor i eksil på sumpplaneten Dagobah som en af de få overlevende efter en udrensning af ordenen, som kejser Palpatine står bag.

Foto: ​LUCASFILM / Ronald Grant Archive / Mary Evans

R2-D2 / C-3PO

Robotterne er de eneste karakterer, der optræder i alle syv Star Wars-film. De bliver vigtige følgesvende i kampen mod Imperiet. De rummer beskeden fra prinsesse Leia, der får Luke Skywalker til at tilslutte sig rebellerne.

Foto: ​LUCASFILM / Ronald Grant Archive / Mary Evans

Prinsesse Leia

Datter af Anakin Skywalker og tvillingesøster til Luke Skywalker. Hun bliver adopteret af en senator og vokser op som prinsesse af planeten Aldeeran og bliver senere selv senator. Hun er en af de vigtigste figurer i modstandskampen, og senere hen bliver hun gift med Han Solo.

(Photo Credit: 20th Century Fox_LucasFilm LTD/Shooting Star)

Darth Vader / Anakin Skywalker

Han bliver slave i en ung alder, men bliver opdaget af Jedi-ordenen, der ser potentiale i den unge dreng. Han vokser op og bliver Jedi-ridder. I forsøget på at redde sin kone, Padmé Amidala, fra en fatal skæbne, tilslutter han sig den mørke side under kejser Palpatine og bliver til Darth Vader, der bliver højrehånd for kejser Palpatine. Han er i øvrigt far til Luke Skywalker og prinsesse Leia. Mister sin arm og bliver forbrændt af lava, hvilket kræver, at han konstant bærer den karakteristiske blanksorte beskyttelsesdragt på.

Foto: LUCASFILM LTD / Ronald Grant Archive / Mary Evans

Han Solo og Chewbacca

Han Solo og Chewbacca (der tilhører racen wookiee) udgør co-piloterne på smuglerrumskibet, Tusindårsfalken. De bliver vigtige brikker i modstandskampen, de skal transportere Luke Skywalker, Obi-Wan Kenobi og robotterne til planeten Alderaan, der viser at være tilintetgjort af Darth Vader. Derefter tilslutter de sig rebellerne. Han Solo indleder et romantisk forhold til prinsesse Leia.

LUCASFILM / Ronald Grant Archive / Mary Evans

Obi-Wan Kenobi

Spiller en stor rolle i forhold til at bringe Luke og Leia i sikkerhed tidligt i deres liv, men også som Jedi-læremester. Det er Obi-Wan Kenobi, som sørger for, at Anakin bliver trænet som Jedi, og han bliver mentor for Luke Skywalker.

Rettet: Han Solo og Qui-Gon Jinn er blevet tilføjet, det er blevet uddbybet, at Anakin Skywalker først er blevet slave senere, samt at Dødsstjernen tilhører Imperiet.

Star Wars-film

  • Episode I: The Phantom Menace (1999)

  • Episode II: Attack of the Clones (2002)

  • Episode III: Revenge of the Sith (2005)

  • Episode IV: A New Hope (1977)

  • Episode V: The Empire Strikes Back (1980)

  • Episode VI: Return of the Jedi (1983)

  • Episode VII: The Force Awakens (2015)

  • Episode VIII: Premiere i 2017

  • Episode IX: Premiere i 2019

Facebook
Twitter