Statue af Lise Nørgaard udsat for hærværk

Kvinden bag Matador har fået en omgang rød maling i nattens løb.

Den landskendte forfatter Lise Nørgaard har blandt andet skrevet ’Kun en pige’ og ’Matador’. I 2010 blev hun hædret med en statue i sin fødeby Roskilde. (Foto: Roskilde Kommune)

Man må sige, at det havde været mere oplagt at sætte nogle flag op.

I nat er en bronzestatue af 'Matador'-skaber Lise Nørgaard, der i morgen kan fejre sin 100 års fødselsdag, blevet overhældt med rød maling af ukendte gerningsmænd, skriver Sjællandske Medier.

Statuen står i gågaden i Roskilde, der er den snart 100-årige forfatters fødeby.

Vil gerne høre fra vidner

Midt- og Vestsjællands Politi skriver på Twitter, at man undersøger sagen og gerne vil høre fra vidner, der måtte have set eller hørt noget.

Statuen, der er lavet af billedhugger Mette Agerbæk, har stået i Algade siden 2010 og forestiller Lise Nørgaard siddende på en bænk.

At bruge rød maling som hærværk mod statuer er bestemt ikke nyt. I sidste uge var der hærværk mod en H.C. Andersen-statue i Roskilde, og for et par uger siden blev Den Lille Havfrue i København overhældt med rød maling.

Lise Nørgaard blev i 2010 hædret med denne statue. Her ses hun ved indvielsen. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)