Stéphanie Surrugue inden kongelig tv-debut: Prins Henrik er mit bløde punkt

I 2010 udgav Stéphanie Surrugue en portrætbog om prins Henrik. Lørdag er hun være vært, når kronprinsparret uddeler priser i Helsingør.

Stéphanie Surrugue skal være vært på Kronprinsparrets Priser lørdag aften. (Foto: Claus Bech/Scanpix)

Når kronprinsparret lørdag uddeler royale priser i Helsingør, er det ikke første gang, at tv-værten Stéphanie Surrugue er tæt på de kongelige. I 2010 udgav hun nemlig en portræt bog af prins Henrik.

Kongehuset har altid været et stort kulturelt samlingspunkt for Stéphanie, men det er dog prins Henrik, der især tiltrækker Stéphanies opmærksomhed.

- Jeg har altid gået og luret på ham, fordi jeg selv er halv fransk. I skolen blev jeg drillet med, at min far talte mærkeligt, og at jeg var en fransk kartoffel, fortæller Stéphanie Surrugue, under prøverne til tv-showet Kronprinsparrets Priser.

Jeg tænkte bare; jamen jeg er jo bare ligesom prins Henrik. Så derfor har jeg altid haft et blødt punkt for ham.

Prins Henrik er enormt underholdende

Da Stéphanie og prins Henrik første gang holdte møde om bogen, klikkede de to franskmænd med det samme, og visionen for bogen stod klart:

- Jeg ville gerne have, at bogen skulle være en undersøgelse af det kultursammenstød, der er mellem prins Henrik og Danmark, og det kunne jeg mærke allerede til det første møde, at han også synes var en god idé. Henrik fortalte en masse vigtige ting, og det synes jeg var rigtig modigt af ham, siger Stéphanie og fortsætter:

- Det var en utrolig spændende opgave for mig som journalist at skrive bogen, og så er prins Henrik jo virkelig godt selskab. Han er enormt underholdende at være sammen med.

Fantastisk med stor kjole og falske øjenvipper

I morgen aften skal Stéphanie igen være tæt på de royale, når hun sammen med Kåre Quist skal være vært ved tv-showet Kronprinsparrets Priser. Et job som landede på Stéphanies bord blot halvanden dag efter, at hun var startet på DR.

- Jeg havde nøjagtig arbejdet på DR i halvanden dag, da jeg blev spurgt, om jeg ville være vært på showet. Jeg tænkte med det samme; man skulle da være et skarn, hvis man ikke synes, at det er en fantastisk opgave.

Selvom Stéphanie snart skal være udenlandskorrespondent i USA og før har reporteret i kakifarvet tøj, så er der noget særligt, som Stéphanie glæder sig til ved lørdagens store show:

- Lidt tøset vil jeg sige, at det bliver jo fantastisk at få en Jesper Høvring kjole på og falske øjenvipper, så jeg glæder mig meget, griner Stéphanie.

I år bliver Kronprinsparrets Priser uddelt 3. oktober fra Kulturværftet i Helsingør.

Du kan følge med her på dr.dk allerede fra kl. 19, når Mikkel Fønsskov og Sanne Cigale ruller den røde løber ud og giver dig alt det bedste før, under og efter den kongelige prisuddeling.