Per Stig godt tilfreds med Radio Møller

Den blev oprindelig døbt Radio Møller, men i dag gik den nye kanal i luften som Radio 24syv. Og tidligere kulturminister Per Stig Møller lyttede med.

Den blev oprindelig døbt Radio Møller, da tidligere kulturminister Per Stig Møller var med til at opfinde den. Men i dag gik den nye radiokanal i luften som Radio 24syv. Og Per Stig Møller lyttede med i morgenfladen her til morgen.

- Jeg synes, de er kommet rigtig godt fra start. De er oppe imod et af de bedste programmer i DR, som netop er DRs morgenflade. Ideen var jo, at vi skulle have en konkurrence til P1. Ikke fordi P1 er dårlig, men fordi der er brug for en konkurrence, siger Per Stig Møller.

Idéen om en ny landsdækkende radiokanal blev præsenteret af den tidligere kulturminister Per Stig Møller, kort efter han blev udpeget i slutningen af februar 2010. Tre måneder senere indgik regeringen et medieforlig med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som banede vejen for den nye kanal, som pressen oprindelig døbte Radio Møller.

- Hvis den bliver en fiasko, kommer den til at hedde Radio Møller, hvis den bliver en succes, kommer den til at hedde 24syv, sådan er det, siger den tidligere kulturminister i dag.

Facebook
Twitter