Per Stig Møller tager digterkysen på

Kulturministeren takker for kunststøtten, når han smider ministerhatten og læser op ved Danmarkshistoriens største litteraturoplæsning.

Man kan have mange forskellige masker på, men hatte, kasketter og kyser må bæres en af gangen. Og det gælder også landets kulturminister, Per Stig Møller.

Han smider derfor ministerkasketten på lørdag for at iklæde sig kysen, nærmere betegnet digterkysen.

Anledningen til skiftet af hovedbeklædning skal findes i danmarkshistoriens største maratonoplæsning, hvor mere end 200 forfattere læser op 15 minutter hver på bare to timer. Danmarks Forfatterforening står for arrangementet, og det er altså lykkedes dem at få overtalt Per Stig Møller til at deltage.

Lader Munk være præst

Kulturministeren har da også et større bagkatalog af litterære udgivesler på samvitttigheden, mest kendt er han måske for sine bøger om digterpræsten Kaj Munk.

Per Stig Møller lader dog Munk være præst, men tager digteren til sig. Derfor er det med den føromtalte digterkyse, at ministeren læser op af nogle julehistorier.

Det gør han fra klokken 13 til 13.15 på Københavns Hovedbibliotek, og den højtlæsende minister åbner dermed maratonoplæsningen, der slutter klokken 15.

Fjer i hatten for forfatterne

Ministerens deltagelse kan ligne en fjer i hatten hos Danmarks Forfatterforening, der ikke lægger skjul på, hvad formålet er med Mega Litt, som arrangementet hedder:

En protest mod de bebudede besparelser, som årets finanslovsforslag indeholder på litteraturområdet.

- Hvis de planlagte finanslovsforslag gennemføres vil støtte til dansk litteratur fra Statens Kunstråd om fire år være faldet med ca. 75 procent. Det ligner et nationalsprogligt selvmordsforsøg, skriver forfatterforeningen i en pressemeddelse for oplæningen.

Støtte har givet kvalitet

Litteraturoplæsningen skal dog også ses som forfatternes måde at sige tak for støtten til samfundet: En måde at vise, hvad der kommer ud af at støtte landets forfattere og oversættere.

- Danske forfattere har været glade for den støtte, som den danske stat har givet dem gennem årene. Det har de danske læsere også, for litteraturstøtten har været med til at give dem dansk litteratur af høj kvalitet, lyder det fra Danmarks Forfatterforening.

I alt foreslår regeringen at spare omkring 11 millioner kroner i støtte til den smalle litteratur.

Mega Litt har et søsterarrangement i Århus i samme tidsrum, og maratonoplæningen er en del af litteraturfestivalen "København Læser", der foregår fra 5. til 11. november.