Stilikonet Marie Antoinettes smykker er historien om dekadence, syndefald og død - og så er de moderne igen

I dag sættes 10 af den sidste franske dronnings smykker til salg hos auktionshuset Sotheby's.

- Hvis de ikke har råd til brød, hvorfor spiser de så ikke bare kage?

Den berømte sætning skulle Frankrigs sidste dronning, Marie-Antoinette angiveligt have sagt, inden hun endte sine dage i guillotinen i 1793.

I virkeligheden har Marie-Antoinette aldrig leveret den bemærkning - men den er blevet et symbol på aristokratiets manglende forståelse for folkets elendige levevilkår. En manglede forståelse, der endte med undergangen for det franske kongehus og blev starten på den franske revolution.

Der er altså både tale om fransk og europæisk historie, når nogle af hendes smykker sættes til salg hos auktionshuset Sothebys i dag. Priserne er himmelhøje, men smykkerne er heller ikke bare smykker. De er historien om dekadence, syndefald og død – og så ligner nogle af dem endda smykker, som man kan købe i dag, forklarer tv-vært og modeekspert Chris Pedersen.

- Hun er symbol på enevældens fald og en dekadence, der kørte ud over skrænten, men også et stilikon, man bliver ved med at vende tilbage til, siger han.

Op til 13 mio for et vedhæng

I alt sættes 10 smykker til salg. Der er blandt andet tale om en halskæde med 331 perler, en stor ferskvandsperle, der er blevet brugt som vedhæng, og en diamantring med dronningens initialer.

Vedhænget alene forventes at indbringe mellem 6,5 og 13 millioner kroner.

Halskædevedhænget med en ægte perle og diamant forventes at indbringe mellem 6,5 og 13 millioner kroner. (Foto: Denis Balibouse © Scanpix)

I 1700-tallet skete et gennembrud i smykkedesign. Fra at have fattet perler og ædelsten ind små skåle af sølv eller guld, som blev klemt fast om stenens eller perlens kant, begyndte man at indfatte stenen i en ringformet fatning, så bagsiden var fri. Derfor kunne lyset skinne gennem stenen nedefra.

Det fortæller Peter Christiansen, der er museumsinspektør ved Kongernes Samling på Rosenborg Slot, der huser de kongelige kronjuveler.

- På den måde kom stenene til at se endnu mere ærværdige ud, siger han.

Så da moden skiftede, og de rige og fine ville have et nyt look til deres ædelsten, blev stenene vippet ud af deres gamle indfatning, og i stedet begyndte man at lave indfatninger som den på Marie Antoinettes halskædevedhæng og broche.

Her bliver perlen holdt fast i fatningen med små kløer, og fremstår derfor uforstyrret.

Ring med en hårlok i

På den tid begyndte man også at brilliantslibe ædelsten. Det gav liv til stenene og den rigtige slibning fik lyset til at blive kastet rundt inde i diamanten.

- Jeg vil tro, at alle hendes juveler er brilliantslebet, siger Peter Christiansen.

Diamantringen har Marie Antoinettes initialer, og den indeholder en lok af den tidligere franske dronnings hår. (Foto: Martial Trezzini © Scanpix)

Og så er der diamantringen med den tidligere dronnings initialer på. Inde i den er der en hårlok fra hende selv.

- Man støder af og til på det, siger museumsinspektøren fra Kongernes Samling og fortæller, at det også er set i Danmark, at kongelige har foræret hinanden personlige smykker med hårlokker i.

Når man kigger på smykkerne er det iøjnefaldende, at de ligner nogen, man kan købe i dag. For eksempel er perlekæderne en klassiker.

- Den kræver, at man er moden dame, og det kræver også en vis kjole at bære dem. Når jeg ser en række med perler, tænker jeg altid på Dronning Ingrid, som var en meget stilfuld og klassisk kvinde, siger Peter Christiansen.

Rihannas stilikon

Men faktisk er også den store barokperle noget, som de modebevidste bruger lige nu – i billigere versioner, forstås.

Marie Antoinettes barokke smykker er i virkeligheden det, der i dag hedder Custom Jewelry, siger Chris Pedersen.

- Gucci har lavet store halskæder, øreringe og tre til fire rækker perlekæder. Der er igen fantasi på spil i forhold til smykker og mode. Også danske modebrands laver store skulpturelle sten. Vilde store smykker passer også godt til sociale medier, hvor det handler om at skille sig ud. Ting i dag – også de billige mærker – må gerne se ud af noget, siger han.

Smykkerne er klar til auktionen på Sothebys i dag. (Foto: DREW ANGERER © 2018 Getty Images)

Og så er vi tilbage ved Marie Antoinette, der med højt opsat hår, overdådige rober og ekstravagante smykker i sin tid på skønhed og stil.

- Rihanna lancerede for to år siden en serie, hvor hun bekendtgjorde, at Marie Antoinette var hendes største stilikon, siger Chris Pedersen.

- Der er få skæbner som hendes. Skønhed, luksus, forbrug, skandaler og død klæber til hende. Det former grundlelementerne i en mytisk figur.Og det førte til hendes fald, for dekadencen slog hende ihjel. Smykker bærer hendes historie, siger han.