Danmark øgede sin position som madmekka her til aften, da den franske dækproducent Michelin i Aarhus præsenterede sin årlige guide til de nordiske restauranter.
28 restauranter fik i alt 35 stjerner, og dermed har de danske restauranter aldrig haft så mange stjerner som nu. Inden aftenens michelinstjerner blev uddelt, var 31 stjerner fordelt ud på 26 danske restauranter.
Blandt aftenens nyheder var, at Noma er tilbage på listen efter at have holdt lukket for at flytte til andre lokaler i København. Restauranten, der tidligere har været kåret som verdens bedste, fik to stjerner. Det er det samme antal som før den midlertidige lukning.
Desuden kom en ny dansk restaurant med i det fine selskab. Restaurant Alouette i København får sin første stjerne i den nye udgave af guide.
På Færøerne er der også glæde. Her kan restauranten Koks nu prale af to stjerner, samtidig med at kokken Poul Andrias Zisca hædres af Michelin som årets unge kok.
Her kan du få overblikket over, hvilke danske restauranter der har Michelin-stjerner.