Stjerneinstruktør om rektors afgang: 'Det er synd for hende - men det er det rigtige'

Instruktør Nikolaj Arcel kalder det en ubehagelig situation på Filmskolen, men mener, at den rigtige beslutningen er truffet.

Her ses instruktør Nikolaj Arcel (tv) med skuespillere Alicia Vikander og Mads Mikkelsen til Oscar-showet i 2013, da Arcels film 'En Kongelig Affære' var nomineret i kategorien 'Bedste udenlandske film'. Samme år var den også nomineret til en Golden Globe. (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

Det er ikke kun eleverne på Den Danske Filmskole, der er tilfredse med Kulturministeriets udmelding om, at Vinca Wiedemann stopper som rektor på Filmskolen efter hård kritik af undervisningen og blokader fra eleverne.

Også stjerneinstruktør Nikolaj Arcel er glad for, at der er blevet truffet en beslutning.

Han er en af de mange etablerede filmfolk, som offentligt har valgt at bakke eleverne op i deres kritik af ledelsen ved at skrive under på en åben støtteerklæring.

Dog understreger Nikolaj Arcel, at han også føler med den nu tidligere rektor, Vinca Wiedemann.

- Min første reaktion er, at det er synd for hende at stå i den her situation. Det er en ubehagelig situation at stå i, og jeg kender Vinca og var en af hendes støtter, da hun skulle overtage Filmskolen i 2014. Men det er også det rigtige, siger Nikolaj Arcel.

- Jeg er sikker på, at der går to måneder, og så er hun i gang med noget andet stort og spændende, tilføjer han.

Modet til at sige stop

Nikolaj Arcel fortæller, at han normalt er forsigtig med at gå ud og råbe vagt i gevær offentligt, hvis det ikke er sager, han føler, han kender til bunds. Men efter at have sat sig ind i denne sag, måtte han reagere.

- Det gjorde indtryk at mærke, hvordan de her elever har været så frustrerede over ikke at gå på den Filmskole, de var blevet lovet, de skulle gå på. Jeg ved, hvordan det er at gå på den skole. Det er noget, man har gået og drømt om hele livet, og endelig slipper man igennem nåleøjet. Man er så taknemmelig, at man er villig til at blive undervist på toiletpapir. Så at de nu har modet til at sige stop, fortæller mig, at der virkelig er noget galt i den måde, undervisningen er blevet lavet om på, siger han.

Når Nikolaj Arcel hører, at Den Norske Filmskole har stor succes med at være en praktisk uddannelse, forstår han ikke, hvorfor det ikke længere gælder i Danmark.

- Det var det, der fik mit bæger til at flyde over. Hvorfor så lave Filmskolen om til noget helt andet, når vi har noget så unikt, lyder det fra Nikolaj Arcel.

Vinca Wiedemann siger ifølge en pressemeddelelse fra Filmskolen, at hun har været stolt af den udvikling, som skolen har gennemgået, og at skolen altid vil stå hendes hjerte nær. Derudover har hun ingen kommentarer, oplyser hun til DR.

'Kan du lave film?'

Det store kritikpunkt fra de studerende har været, at Filmskolen groft sagt var ved at tage en drejning fra praktisk håndværk til en akademikeruddannelse.

Og som Nikolaj Arcel siger:

- Hvis jeg skal hyre nyuddannede til en film, kigger jeg på én ting: Kan du lave film? Jeg gik selv på skolen i fire år med 100 procent praktik, og alligevel skulle jeg stadig lære en masse, da jeg kom ud. Det er sindssygt svært at lave film, så hvordan skal studerende lære det, hvis de får en masse akademisk undervisning i stedet, siger han og uddyber:

- Det svarer til, at du tager en mureruddannelse ved at se på tegninger af huse og lære noget om filosofi, men du får ikke en mursten i hånden. Den går ikke.

'Derfor er det kommet så vidt'

Nikolaj Arcel bliver bakket op af den 33-årige animationsinstruktør Amalie Næsby Fick, som i 2017 lavede 'Den utrolige historie om den kæmpestore pære'.

- Der var jo meget, meget bred uenighed om Vinca Wiedemanns vision om at akademisere uddannelsen. Jeg kan ikke finde et eneste argument for, at det er en god ide, siger instruktør, Amalie Næsby Fick.

- Jeg synes, det er godt, hun stopper. Jeg synes ikke, den ledelse har formået at lytte til hverken elever eller branche, og derfor er det kommet så vidt, siger Amalie Næsby Fick, der blev færdig på Den Danske Filmskole i 2016.

Hun krydser fingre for, at der nu kan komme en rektor, som både kan finde tilbage til det gode samarbejde med lærere og elever, samtidig med at Filmskolen stadig bliver fornyet og holdes i bevægelse.

- Jeg håber, at skolen igen kan få lov at blive en tryg lille oase, hvor man kan eksperimentere og fejle og bruge sin energi på at lave film i stedet for at blokere sin skole. Og at den kan finde tilbage til det vigtigste fokus, nemlig at uddanne nogle sindssygt dygtige historiefortællere, siger hun.