Stjernekok efter VM-nederlag: Jeg har udlevet min drøm

Morten Falk satte sit liv på standby for kokke-VM. Det krævede afsindig hård træning og en forsømt familie.

Her gør 26-årige Morten Falk sit Bocuse d'Or-fad parat (Foto: Montgomery)

Hvis man tror, at 26-årige Morten Falk er skuffet over en tiendeplads til kokke-verdensmesterskabet, så bliver man nok selv skuffet.

Onsdag aften kom afgørelsen efter et år i Morten Falks liv, der har budt på intensiv træning: Tolv timer om dagen i et køkken i Valby, der er en tro kopi af det, som Bocuse d'Or-finalen i Lyon fandt sted i.

Et helt år har ledt op kulminationen onsdag aften i den franske plads. Danmark fik dog kun en tiendeplads, men Morten er ikke skuffet, fortæller han.

- Jeg havde håbet på noget andet, men jeg gjorde mit bedste. Vi har præsteret det, vi kunne. Sådan er det, når man stiller op til noget, så kan man vinde eller tabe, fortæller esbjergenseren med sin karakteristiske rolige diktion til DR Kultur.

Forbavset over amerikansk sejr

I stedet var det USA, der løb med en historisk førsteplads i konkurrencen, hvor alle 24 deltagende landes hold fik fem timer og 25 minutter til at kreere to retter: En kødret og en veganerret.

Amerikanske Mathew Peters fra Michelin-templet Per Se tog guldmedaljen, og for første gang i konkurrencens historie gik den til USA.

Er du overrasket over USAs sejr?

- Nej, overhovedet ikke. Men da jeg så deres mad, kunne jeg godt være forbavset over, at de vandt. De lavede virkelig en flot forret, men deres fad (hovedret, red.) var jeg ikke så imponeret af, vil jeg sige. Men de må have været trendsættende, siger han.

På trods af sin unge alder, kan 26-årige Morten Falk nu også tilføje 'Verdens 10. bedste' til sit i forvejen respektindgydende cv, hvor stillinger på blandt andet Noma, Henne Kirkeby Kro og The Fat Duck springer i øjnene.

Forsømt familie

Op til træningen til Bocuse d'Or har han været køkkenchef på den anmelderroste Restaurant Kadeau, der ligger på Bornholm og i København. Den stilling har han sagt op - dog i al fredsommelighed, understreger han.

Nu vil han gerne prøve noget nyt, men først skal han lige indhente noget af det forsømte fra årets løb.

- Nu skal jeg være sammen med familien, der har været lidt overset, fortæller Morten Falk.

Video: Montgomery / Bocuse d'Or Danmark