Stjerner ligger inde med Gaddafi-penge

Tre af musikkens allerstørste stjerner opfordres til at donere Gaddafi-penge væk.

Beyonce, Usher og Mariah Carey har alle modtaget svimlende summer efter optrædener for Gaddafi-klanen. Ifølge Rolling Stone-magasinet opfordres de nu af store dele af branchen til at skille sig af med pengene hurtigst muligt.

- Jeg håber, de vil give dem væk til velgørende formål. Måske på en måde så pengene kan hjælpe nogle af dem, der har lidt under regimet, siger David T. Viecelli, der er agent for den populære rockgruppe Arcade Fire, til Rolling Stone.

Nelly Furtado donerede million væk

Mariah Carey kunne i 2008 sætte godt en million dollar ind på bankkontoen efter at have optrådt for Muammar Gaddafis søn, Muatassim til en nytårsfest på den caribiske ø St. Barts.

Paradis-øen, der længe har været et foretrukket feriemål for Gaddafi-klanen, dannede også rammen om både Beyonces og Ushers koncerter året efter.

I mandags fortalte sangfuglen Nelly Furtado på sin Twitter-profil, at hun har tænkt sig at donere den million dollar væk, hun modtog for en 45-minutters optræden i Italien, hvor Libyens diktator, Gadaffi, i 2007 holdt hof.

Kilde: Ritzau

Facebook
Twitter