Stjerneregn fra anmelderne til ny Kurt Cobain-film

De danske anmeldere er næsten alle begejstrede for film 'Montage of Heck'

Kurt Cobains enke, sangerinden Cortney Love, poserer sammen med datteren Frances Bean Cobain foran en plakat af den afdøde rockstjerne. Familiens omfattende arkiv fylder en stor del i filmen 'Montage of Heck'. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

’Lang og imponerende’, ’ følsomt, omhyggeligt og musikalsk’ og ’ en af de visuelt mest opfindsomme og nærmest grænseoverskridende intime rockdokumentarfilm’.

Sådan bedømmer nogle af de danske anmeldere den længe ventede dokumentarfilm om Nirvana-forsangeren Kurt Cobain, Montage of Heck.

De pæne ord afspejler sig også i en hulens masse stjerner og hjerter fra – næsten- hele feltet af anmeldere.

Kaotisk og lang – men god

Ekstra Bladets Henrik Quietsch giver fem ud af seks stjerner, og roser filmen for dens varierede brug af arkiv materiale sammen med ’mange forskellige animationsformer’ og privatoptagelser, som filmens instruktør Brett Morgen har fået adgang til af Kurt Cobains enke Courtney Love og datteren Frances Bean Cobain.

Sammenklipningen af de mange udtryksformer og den lange spilletid gør ’Cobain: Montage of Heck’ til en meget heftig oplevelse, der nok vil dele vandene’, skriver Henrik Quietsch.

Anmelderen hører dog tydeligvis til i den del af vandene, der sætter pris på filmen, og giver fem ud af seks stjerner.

Courtney Love iriterrer Berlingske

Flere andre dokumentarfilminstruktører har tidligere forsøgt at skildre Kurt Cobain, og hvad det var, der drev ham til at begå selvmord i 1994. Da Nick Broomfield gjorde forsøget i 1998 med filmen ’Kurt & Courtney’, nægtede Courtney Love både at deltage og at Broomfield brugte Nirvanas musik i filmen.

Men det er ikke tilfældet denne gang: Courtney Love stiller selv op, og hendes optræden er kilde til en hvis irritation hos Berlingskes Kristian Lindberg.

Man får mistanke om, at filmen er blevet taget som gidsel af Courtney Love, der benytter lejligheden til at få rettet op på sit image, skriver han.

Også Berlingske er dog overvejende positivt stemt og giver filmen fire ud af seks mulige stjerner.

Imitation af Kurt Cobains sinsdtilstand

’Montage of Heck’ er altså pakket med hidtil usete privatoptagelser fra Kurt Cobain og Courtney Loves private stunder sammen, og sammen med datteren Frances.

Men egentlig ny viden om Cobain får vi ikke, hæfter flere anmeldere sig ved. Filmens charme skal derimod findes den måde filmen visuelt og æstetisk formidler sit omdrejningspunkt – Kurt Cobains skrøbelige sind, skriver Politikens Simon Lund, og giver fem ud af seks mulige hjerter:

- Brett Morgens genistreg er at gøre filmen til en imitation af Kurt Cobains sindstilstand.

Hvor interessant er det at se mennesket bag rockstjernen?

Den mindst begejstrede af de danske filmanmeldere er DR Filmlands egen Per Juul Carlsen. Han roser også filmens visuelle stil og de mange animationer, men stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor vi overhovedet skal interessere os for det liv, Kurt Cobain levede helt privat.

”…hvor interessant er det egentlig at se mennesket bag myten? Hvor sjovt er det at se, at der gemmer sig et lille ynkeligt skravl bag den store rockstjerne? Mennesker er bare mennesker, fulde af en masse lort, også berømtheder. Punktum. ”, skriver og siger han i sin anmeldelse, og giver 3 stjerner ud af seks mulige.

'Kurt Cobain - Montage of Heck' har premiere 23. april.

Facebook
Twitter