Støtten til fyret teaterchef smuldrer efter løgn

Flere af de mennesker, der har krævet den nu fyrede direktør for Gasværket Jon Stephensen genansat, trækker deres støtte tilbage. De føler sig vildledt.

Støtten til Jon Stephensen er begyndt at smuldre, da det har vist sig, at den nu fyrede dikretør for Gasværket har løjet om, hvordan han i al hemmelighed og uretmæssigt har tjent mere end 250.000 kroner.

Hidtil har Jon Stephensen forsvaret sin skjulte indtjening, der fik ham fyret fra Gasværket, med, at han havde lavet scenografien til forestillingen "Elsk mig i nat". Men det passer ikke, fortæller stykkets instruktør Kenneth Kreutzmann.

- Jon kom med et forslag til en scenografi, ja. Men den blev aldrig brugt. Det er alene mig og scenograf Rikke Juellund, der har udviklet scenografien, siger han til ekstrabladet.dk.

Jon løj for sine støtter

Dermed har Jon Stephensen ikke fortalt sandheden til de mere 50 mennesker, der i går skrev under på et brev, der kritiserer fyringen af Jon Stephensen som direktør for Gasværket og kræver ham genansat.

Teaterdirektør for Republique, Hans Christian Gimbel, var en af underskriverne, og det fortryder han i dag. Han føler sig vildledt af Jon Stephensen til at skrive under på den støtteerklæring, som den fyrede Gasværksdirektør fremlagde på sit pressemøde i går.

- Jon Stephensen har løjet for mig, da han bad om min støtte. Han sagde, at han havde lavet scenografien, og det er ude nu, at det ikke er rigtigt. Så vidt jeg kan se, har han lavet det job, han skulle som teaterdirektør og modtaget konsulenthonorar for det. Og man kan ikke få konsulenthonorar for at sørge for, at tingene er i orden, siger Hans Christian Gimbel til politiken.dk.

Bagmand: Jon ikke bag scenografi

Også formanden for Scenekunstudvalget under Statens Kunstråd, Mikkel Harder Munck-Hansen, har ifølge politiken.dk trukket sin underskrift tilbage. Han bakker ikke op om Jon Stephensen, når den fyrede direktør ikke som postuleret står bag scenografien.

Ejeren af selskabet The One and Only, der står bag opsætningen af "Elsk mig i nat", Jesper Winge Leisner, bekræfter da også, at Jon Stephensen ikke har skabt scenografien.

- Hvis Jon Stephensen havde lavet scenografien, havde han uden tvivl også krævet at blive krediteret for den. Han lavede et oplæg til en scenografi, og det ansporede så Rikke Juellund til at komme op med noget helt nyt og fantastisk. Men han lavede et fremragende oplæg og har også lavet et stort stykke arbejde som inspirator, rådgiver og konsulent, siger Jesper Winge Leisner til politiken.dk.

Teaterchefs økonomi undersøges

Mens støtten til Jon Stephensen smuldrer, kan den fyrede direktør se frem til en større revisionsundersøgelse af økonomien på Gasværket under hans tid som direktør.

Jon Stephensen blev fyret som direktør for Gasværket af teatrets bestyrelse og paraplyorganisationen Københavns Teater, fordi han uretmæssigt og i al hemmelighed har modtaget mere end 250.000 kroner for forestillingen "Elsk mig i nat".

Facebook
Twitter