Store forandringer: Sådan går det Gift ved første blik-deltagerne i dag

Der er sket meget for parrene, siden optagelserne blev afsluttet.

(Foto: Grafik: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

Spoiler-advarsel! I artiklen her nævnes der detaljer fra finaleafsnittet 'Gift ved første blik'.

Så er sidste afsnit af 'Gift ved første blik' blevet sendt. Status er, at mens tre par blev skilt, valgte de to par, Claus og Henriette samt Michael og Christina, at blive i ægteskabet og kæmpe for kærligheden, efter at eksperimentet sluttede.

Men meget er sket for deltagerne, siden optagelserne stoppede i juli.

Især for 27-årige Michael Sommer og den to år yngre Christina Arenholdt Nielsen har de seneste måneder budt på store omvæltninger.

- Vores ægteskab har været fyldt med masser af glæde og ønsker om en fælles fremtid og familie, men også med en masse udfordringer og konflikter, lyder det samlet for parret.

Og lige nu er forholdet inde i en meget svær periode – der er nemlig sket noget helt uventet.

- Vi er gået fra hinanden, men er stadig gift og taler sammen. Det er dog en ekstra skrøbelig tid for os lige nu, da Christina er gravid, fortæller parret.

Hvad der nu skal ske, ved de ikke. Men de har alligevel valgt at fortælle om graviditeten, fordi hemmeligheden var ved at slippe ud.

- Vi har fået flere henvendelser vedrørende dette, som vi her bekræfter og samtidig melder ud, at vi ønsker at være private omkring denne situation, som vi nu står i, forklarer Michael og Christina.

Se herunder, hvordan det går de andre deltagere fra 'Gift ved første blik' i dag.

1

Anders: 'Det har været en dejlig oplevelse'

Da Anders blev matchet med Luna, lignede det ved første øjekast, at parret havde kemi. De havde nogle gode dage med nærhed og intimitet, inden de skulle afsted på bryllupsrejse til Frankrig.

Her gik det helt galt, da Anders pludselig meddelte, at han havde behov for at trække sig. Han var den eneste, der valgte at droppe eksperimentet, før det var nået til ende.

2

Luna: 'Nu skal jeg ud at date'

I løbet af de første dage nåede Luna at blive glad og tryg ved sin nye ægtemand, Anders. Der var intimitet mellem parret, og det kom derfor som et chok, da han droppede hende første morgen på bryllupsrejsen.

Afvisningen har været en hård tur at komme igennem for Luna. Men nu er hun klar til at komme videre i livet og møde en ny mand – eller kvinde.

3

Dennis: 'Jeg har mærket efter'

Dennis havde aldrig haft en kæreste, før han meldte sig til programmet. Han blev matchet med Anja, og umiddelbart så det ud som et fint match. Men fra starten var det tydeligt, at parret var pressede over at blive fulgt af kameraer.

Efter programmet aftalte parret, at de skulle finde ud af, om de skulle give forholdet en chance uden kamera.

4

Anja: 'En hård beslutning'

Anja drømte om at finde den eneste ene, og hun var glad, da hun blev matchet med Dennis. De var gode til at kommunikere, og det blev da også til et kys i en forlystelse. Men parret måtte desværre sande, at hele processen med kamera tog meget hårdt på både hende og Dennis.

5

Frederik: 'Jeg skal have mig selv med'

Da Frederik blev matchet med Maja, syntes han fra starten, hun var alt for smuk, sød og klog til ham. Og lagt sammen med de forventninger han havde til sig selv, gjorde det ham endnu mere usikker, når der var kamera på.

Frederik ville gerne have forsøgt at fortsætte ægteskabet, da eksperimentet sluttede for at se, om det kunne have udviklet sig uden kamera.

6

Maja: 'Jeg er glad for, at jeg lyttede til mig selv'

Maja blev matchet med Frederik og gik ind i eksperimentet fuld af gåpåmod. Parret havde det godt sammen, bortset fra at Maja fra starten efterlyste noget initiativ hos sin nye ægtemand. På trods af flere uoverensstemmelser udviste parret altid stor respekt for hinanden, og i dag ses de stadig som venner.

7

Claus og Henriette: 'En god måde vi er endt på'

De var det andet par i denne sæson, der sagde ja til at fortsætte ægteskabet, da eksperimentet sluttede.

Parret virkede fra starten som et godt match, bortset fra afstanden – Claus bor i Odense og Henriette bor i Silkeborg. Efter kameraet slukkede i juli, løb parret ind i store udfordringer.