Store mænd i pink tyl

Hovedstaden er fyldt med statuer af store historiske figurer. De er alle mænd, men i dag giver kunstprojektet Pink Patriarken statuerne et kvindeligt præg.

Danmarks historien er rig på store bedrifter af store mænd. Derfor er mange af de statuer, som pryder hovedstadens pladser, mænd.

Men ikke i dag. I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag har kunstprojektet "Pink Patriarken" i løbet af natten i klædt mange af statuerne et pink skørt i tyl.

- Vi får nok svært ved at komme op til Absalon på Højbro Plads, men ellers vil vi forsøge at klæde de fleste statuer ud, sagde kunstneren SeMinKjole, da DR Kultur talte med hende forud for nattens aktion.

De to kunstnere har valgt at være anonyme, da det ikke lykkedes at få tilladelse til aktionen.

Et simpelt signal

Hvorfor lige pink tyl? Er det sådan et kvindeligt touch ser ud?
- Lyserødt tyl forbinder vi med prinsesser og ballerinaer, så det er et meget simpelt signal, som alle kan aflæse, mener SeMinKjole.

Hvornår har du selv haft lyserødt tyl på selv?
- Det er faktisk kun 14 dage siden til min fødselsdagsfest. Idéen er jo ikke at sige, at rigtige kvinder har lyserødt tyl på. Vi vil blot sætte fokus på, at byrummet er fyldt med hæder til mænd, mens kvinder ikke nyder samme opmærksomhed, siger SeMinKjole.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve