Storfavoritten sejrede: Ukraine vinder rekordsejr i Eurovision 2022

Ukraine løb – ikke overraskende – med sejren ved lørdagens Eurovision-finale.

Kalush Orchestra fra Ukraine på scenen ved Eurovision 2022. Lørdag aften sikrede de Ukraine landets tredje sejr. (Foto: Jens B'ttner © Scanpix)

Fans, eksperter og bookmakere har forudset det i månedsvis – og lørdag aften blev spådommene så til virkelighed.

Her nuppede Ukraine og gruppen Kalush Orchestra nemlig sejren ved dette års Eurovision Song Contest.

Med sangen 'Stefania' scorede Ukraine i alt 631 point fra tv-seere og fagjuryer rundt omkring i Europa. Det var nok til at snuppe trofæet foran snuden på Storbritannien og Spanien, der udgjorde resten af aftenens top tre.

Ukraine fik 192 point fra fagjuryerne, svarende til en fjerdeplads, mens seerne gav Ukraine deres førsteplads med 439 point. Dermed var Ukraine blot 29 point fra at få den allerhøjeste mulig score fra tv-seerne.

Det er rekord, idet det er det højeste antal seerpoint, en Eurovision-vinder nogensinde har modtaget.

Se vindersangen fra Ukraine her:

Den ukrainske sejr kom mildt sagt ikke som en overraskelse.

Lige siden Rusland startede sin invasion af landet tilbage i februar, har Ukraine nemlig ligget solidt placeret som den soleklare vinderfavorit ved årets Eurovision-brag, der blev afholdt i Torino i Italien.

Sendte råb om hjælp fra scenen

Vindersangen 'Stefania', der modtog fem point fra den danske fagjury, handler om frontmanden Oleh Psiuks egen mor.

Efter krigen brød ud, har sangen dog fået en ny og større betydning for mange ukrainere.

- Mange ukrainere savner deres mor lige nu, og for dem handler sangen om det afsavn. Andre ser Ukraine som "moderen" i sangen, og derfor rammer den i hjertet hos mange ukrainere, har Oleh Psiuk tidligere fortalt til dr.dk.

På Eurovision-scenen valgte Oleh Psiuk også at sætte fokus på situationen i hjemlandet.

- Hjælp Ukraine, hjælp Mauriopol, hjælp Azovstal nu, råbte han fra scenen, med hentydning til havnebyen og stålværket, der længe har huset civile, der har søgt ly for krigen, sammen med ukrainske soldater. Man har gentagne gange forsøgt at evakuere folk derfra, siden russiske styrker omringede det.

Det er tredje gang, Ukraine vinder Eurovision. Tidligere har Ukraine kunnet sole sig i sejrslyset ved finalerne i 2004 og 2016.

Se de tidligere ukrainske Eurovision-vindere her:

  • Ukraine debuterede i Eurovision i 2003 og blot ét år senere vandt landet sin første sejr. Her strøg Ukraine og sangeren Ruslana til tops ved Eurovision 2004 med vindersangen ’Wild Dances’, der var inspireret af gamle, ukrainske folkesagn. Senere gik Ruslana ind i politik og har i mange år været en markant stemme i kampen for et mere pro-europæisk Ukraine. (Foto: Christopher Furlong © Getty Images)
  • I 2016 sikrede sangeren Jamala landet deres anden Eurovision-triumf med sangen ’1944’. Sangen var omdiskuteret, da den handlede om Sovjetunionens tvangdeportering af Krim-tatarerne i 40’erne, der kostede op mod 100.000 krimtatarer livet. Kritikere mente, at en sang med dét indhold forbrød sig mod Eurovisions regelsæt, der forbyder sange med politisk indhold, men Jamala fik alligevel lov til at stille op med ’1944’, som altså senere gik hen og vandt. I dag er Jamala én af Ukraines største tv-personligheder og er kendt for sine skarpe, politiske holdninger og kritik af Ruslands annektering af Krim. (Foto: Michael Campanella © Getty Images)
1 / 2

Zelenskyj vil afholde Eurovision i Ukraine

Normalt får vinderlandet æren af at være værter for næste års konkurrence, men grundet situationen i Ukraine er det endnu uvist, om Eurovision 2023 vil blive anholdt på ukrainsk jord.

- Jeg vil gerne have, at Eurovision bliver afholdt i Ukraine. I et nyt, genopbygget og blomstrende Ukraine, som er endnu bedre, end før krigen brød ud, har Oleh Psiuk sagt til DR.

Det samme gælder ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, der i et opslag på Instagram hylder Kalush Orchestra og proklamerer, at han ønsker konkurrencen afholdt i Ukraine til næste år.

- Vores mod imponerer verden, vores musik erobrer Europa. Næste år vil Ukraine være værter for Eurovision for tredje gang i dens historie – og ikke den sidste, skriver præsidenten.

Ved tirsdagens semifinale formåede det danske Eurovision-håb Reddi ikke at kvalificere sig blandt de ti bedste lande, og derfor deltog Danmark ikke i lørdagens finale.