Stramme adgangskrav til pridefest møder kritik: 'Jeg forstår ikke deres logik'

Er du hvid og/eller heteroseksuel, blev du nægtet adgang til Nørrebro Prides åbningsfest.

Ligesom under Nørrebro Pride i 2020 (billedet) vil årets parade også være opdelt med udgangspunkt i hudfarve. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ritzau Scanpix)

- Føles underligt, at jeg som LGBT+-person ikke ville kunne komme ind til et pride-event på grund af min hudfarve, skriver en.

- Er det ikke illegalt at udelukke mennesker på grund af deres seksualitet eller hudfarve, spørger en anden.

- Jeg forstår ærligt talt ikke deres logik. Den her del af pride vil jeg helst undgå, selvom jeg selv er biseksuel, tilføjer en tredje.

Alle tre, ligesom de flere hundrede andre kommentarer på platformen Reddit, kritiserer de strenge adgangskrav, der gjaldt ved Nørrebro Prides åbningsfest, som blev afholdt lørdag den 14. august.

Det er græsrodsorganisationen Nørrebro Pride, der stod bag den omdiskuterede fest, hvor adgangskravene blandt andet forbød "hvide og/eller heteroseksuelle" i at deltage i festlighederne.

Ligesom man heller ikke fik adgang, hvis man i sin tøj- eller hårstil havde "et udtryk, der er stjålet fra andres kultur", skrev Nørrebro Pride blandt andet i deres retningslinjer forud for festen.

Festen var nemlig udelukkende for QTIBIPOC-personer. Har du brug for en oversættelse, står forkortelsen for Queer, Trans, Intersex, Black, Indigenous og People of Colour.

Her ses Nørrebro Prides parade den 22. august 2020. Ligesom sidste år vil årets demonstrationsparade også være inddelt efter hudfarve, skriver Nørrebro Pride på deres Instagram-profil. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ritzau Scanpix)

En alternativ pride

- De har da misforstået noget. Hvorfor skal alle andre være så "inkluderende", når de så giver folk fingeren baseret på hudfarve og seksualitet, spørger en bruger undrende på Reddit.

Men stiller du samme spørgsmål til forpersonen for den officielle Copenhagen Pride, Lars Henriksen, så passer Nørrebro Prides tilgang faktisk "glimrende" ind i den samlede pridefejring:

- Jeg synes, det er super positivt, indleder en tydeligt begejstret Lars Henriksen om Nørrebro Prides initiativer, mens han tilføjer:

- Det er glimrende, at der skabes nogle separatistiske rum rundt omkring. For mens vi, Copenhagen Pride, skaber de store, inkluderende rum, så ved vi også godt, at nogle føler sig utrygge i det, vi laver.

Utrygge, fordi de måske selv "drukner i mængden" og derfor ikke kan finde den "fællesskabsramme, som de gerne vil se sig selv i", forklarer Lars Henriksen.

Tilbage i 2015 udtalte kunstner Henrik Dencker, der er tidligere formand for fetich-klubben SLM København, at han netop deltog i Copenhagen Pride-paraden "som en manifestation" for fetich-miljøet: - Os fetichfyre, vi er stadig marginaliserede. Også i homomiljøet. (Foto: Sara Gangsted © Scanpix Denmark)

I stedet kan de finde netop den tryghed i mindre og mere aflukkede arrangementer, som blandt andet Nørrebro Pride står for.

Derfor er han mere end positivt stemt overfor de miljøer, der vælger at skabe deres egne, aflukkede fester og arrangementer under den store samlende prideparaply.

- Vi laver den fest, hvor alle kan komme ind. Og ved siden af det kan alle, der har behov for det, lave fester for særlige grupper, for det er de meget bedre til, end vi er, mener han og opremser både fetich-fester og kvinde-fester som eksempler på arrangementer, der, ligesom Nørrebro Pride, har skærpede adgangskrav.

- Og det synes vi er super fedt. Jo mere pride, jo bedre, slår han fast.

Nørrebro Pride har eksisteret siden 2018 som et ikke-kommercielt alternativ til den officielle Copenhagen Pride – og som en organisation lokalt forankret i Nørrebro. Og det er ikke første gang, at organisationen møder kritik for sin tilgang til priden.

Sidste år var det opdelingen af deres demonstrationsparade, der foregår på Nørrebrogade sideløbende med den store officielle Copenhagen Pride-parade, der blev kritiseret. For også her var der særlige retningslinjer for, hvor i paraden man måtte befinde sig, alt afhængigt af ens hudfarve.

Det samme gør sig i øvrigt for gældende for dette års parade:

- Ligesom sidste år vil Nørrebro Pride igen blive inddelt i blokke med hver blok bestående af maks. 50 personer. Forrest i demo'en vil som altid være en blok udelukkende af QTIBIPOC efterfulgt af blokke af allierede, skriver de i et opslag på deres Instagram-profil.

Dr.dk har forsøgt at få en kommentar fra Nørrebro Pride, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Copenhagen Pride og Nørrebro Pride finder sted den 14. til den 21. august, hvor begge arrangementer kulminerer med flere parader.

Facebook
Twitter