Strutbarmens og trutmundens mor fylder 85

Dronningen af vittighedstegninger, der forestiller piger med strutbarm og trutmund, Anni Lippert, fylder 85 år i dag.

Mange har gennem tiderne fornøjet sig over Anni Lipperts vittige streg og letpåklædte motiver. (Foto: Mogens Ladegaard © Scanpix)

Hvis man på et tidspunkt har bladret i et nummer af Se & Hør eller vittighedsbladet Hudibras, har man ikke kunnet undgå at støde på vittighedstegninger med unge kvinder, der hverken er "trykket af studenterhuen" eller iført for meget snærende tøj.

Egentlig havde Anni Lippert, der på onsdag runder de 85 år, ikke meget til overs for vittighedstegninger - de var lidt under hendes værdighed, mente hun, da hun som helt ung kom i lære som reklametegner.

Men efter tiden på Sylvester Hvids Reklamebureau blev hun ansat som "slave" hos vittighedstegnerne Cosper og Mogensen. Som "slave" lavede hun rentegninger og ordnede andre småting, indtil hun en dag blev spurgt, om hun ikke kunne lave en vittighedstegning.

Det kunne hun, og lige siden har der været bud efter hendes tegninger af letpåklædte piger med strutbarm og trutmund og ældre herrer med et fornøjet glimt i øjet.

Herunder fortæller Anni Lippert i programmet 'DR2 Tema: Alle tiders blondiner', hvordan det hele startede.

Facebook
Twitter