Superduo springer ud som bløde Brian'er

Simon Kvamm og Peter Sommer er gået sammen under navnet De Eneste To. De har netop udsendt singlen "Morten", der handler om at være en blød mobber.

Simon Kvamm fra Nephew og barndomsvennen Peter Sommer er gået sammen under navnet De Eneste To. Allerede i foråret spillede den nye superduo et par koncerter, og nu er de ude med første single fra debutalbummet, der efter planen skulle udkomme til oktober.

Singlen "Morten" handler ifølge Peter Sommer om mobning.

- Sangen er opstået, fordi Simon og jeg har snakket en del om vores ungdom, og det med at være en "blød Brian". Ingen af os var én af de rigtige hårde, men samtidig kunne vi godt finde på og finde ud af at mobbe andre, forklarer han.

Figuren Morten er dog ikke en figur, der er blevet mobbet af drengene Simon og Peter i virkeligheden.

- Morten er en figur, vi har opfundet. Men han repræsenterer en, vi var virkelig tætte venner med engang, men som med alderen ændrede sig markant, og som vi slet ikke kender mere, fortæller Simon Kvamm.

Se videoen til "Morten" på De Enesto To's hjemmeside.

Facebook
Twitter