Superfans går amok over danske Mew i Japan og Mexico: De er uhyggeligt dedikerede

Tre barndomsvenner i Mew har turneret verden rundt i snart 20 år. I aften er de tilbage på dansk grund.

(Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Jonas Bjere står forrest på scenen. Man kan tydeligt høre hans lyse stemme – men det kan være svært at se ham, for lyset i den store sal er dunkelt. Bag ham er et stort lærred med en film med animationer og figurer, der spiller deres roller i takt til musikken, der strømmer ud af højttalerne.

Publikum i den fyldte sal nyder musikkens vekslende, drømmende og bombastiske toner og fanges ind af den kontinuerlige film på lærredet. Det er de færreste, der ved, at filmen er lavet af Jonas Bjerre, fordi han ikke selv bryder sig om at stå dér, forrest på scenen.

- Det var faktisk den generte udvej, fortæller han om, hvordan arbejdet med videoerne begyndte.

- Jeg startede med at lave videoerne, fordi jeg følte mig utilpas som frontmand. Derfor tænkte jeg, at en video bagerst på scenen, ville fjerne fokus fra mig. Det er heldigvis vokset til at blive en stor del af koncertoplevelsen med Mew.

Jonas Bjerre er forsanger i det danske rockband Mew. Det har han været siden midten af 90'erne, hvor han og nogle kammerater gik sammen om et kunstprojekt i syvende klasse. Drengene fra Hellerup lavede en film, men det, der førte dem videre i bandet Mew var, at de komponerede lydstykker til filmen selv.

Johan Wohlert, Jonas Bjerre og Silas Graae udgør Mew i 2017 (Foto: Morten Rygaard)

I år er det tyve år siden, at Mew landede med deres første plade. Siden har deres musik været en næsten konstant rejsetaske, hvor de har spillet koncerter i de fleste afkroge af verden.

- På den ene side, er det vildt at tænke på, at vi har været i gang så længe. Men omvendt, føles det ikke som om, det er tyve år siden, at vi lavede den første plade, fordi vi stadig føler, at vi har masser af byde på, fortæller Jonas Bjerre.

- Vi har altid lyttet til vores instinkt

Mew byder ind med musik, som de mener, verden mangler. Det er den vigtigste lektie, Jonas og resten af bandet har lært, på de mange år i studiet og på landevejene. Deres musik er både kompliceret og sukkersød. Lyrisk og hårdtslående. Dramatisk og simpel.

Undervejs har folk i musikbranchen forsøgt at forme bandet til at lave sange til hitlisterne, men hver gang har Mew stået stolt imod den slags indflydelse.

- Vi har altid lyttet til vores instinkt i forhold til at gøre tingene på en anderledes måde, som passer bedst til os, siger Jonas Bjerre.

Han sætter streg under, at noget af det, bandet er mest stolt af, er at stå ud som nogle musikere, som gør noget specielt og stikker ud fra mængden.

Dengang i 2001 da Mew bestod af Silas Graae, Jonas Bjerre, Bo Madsen og Johan Wohlert (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

I starten af det nye årtusinde satte de, dengang fire, unge mænd næsen mod England. De havde, som et af de første danske navne, skrevet under på en stor international pladekontrakt, og det var tid til at forfølge drømmen om at kunne leve af deres musik.

- Det var et godt, men også et hårdt job, husker Jonas Bjerre.

- Vi boede fire drenge i en kummerlig lejlighed et sted i London, og vi kørte England tyndt i en mini-van for at spille koncerter på alle slags klubber.

Londonlivet lokkede trods godt job i Danmark

Jonas Bjerre havde selv opgivet et godt job i Danmark og var i tvivl om, om det virkelig var det værd. Han sad på et produktionskontor i København, hvor han klippede og lavede specialeffekter til reklame- og filmindustrien, som han var startet på lige efter skolen. Det endte med, at han gik ombord på flyet til London.

- Vi levede virkelig sparsomt. Vi havde fået lidt penge fra pladeselskabet som startkapital, men turde ikke bruge løs af pengene, for vi vidste ikke, om vi fik succes med det, vi havde gang i.

Men succesen lå og lurede for enden af det hårde arbejde.

Mew’s ry og rygte bredte sig, koncerterne blev større, turnéerne tog dem med ud over de engelske grænser, og pludselig befandt de fire drenge sig i Europa, USA og Asien – med flere tusinde fans til følge.

Japanske fans venter i timevis for at se Mew

Rejserne har været rig på unikke oplevelser og for Jonas Bjerre kom den største overraskelse, da Mew ankom til Japan første gang.

- Jeg har altid været tiltrukket af Japan, af tegnefilmene og den æstetik, som eksisterer i det land. Der kom 500 mennesker til de første koncerter, vi spillede dér, og stemningen levede fuldstændig op til mine forventninger, fortæller Jonas Bjerre.

Nu spiller Mew koncerter i Japan på store festivaler og klubshows for 1500 fans - en fanskare, der er næsten uhyggeligt dedikerede.

- Der er fans, for hvem det er en livsstil. Vi oplever nogle gange fans, der sidder i en hotellobby i 24 timer i håb om, at en af os kommer ned i caféen midt om natten for at få en kop kaffe. Der er en stor dedikation i Japan, når vi snakker fan- og samlerkultur.

Bandet bliver stadig overraskede, når de giver koncerter i Asien. Der er lande, som de først i de seneste år har besøgt for første gang - som Thailand og Indonesien.

- Vi tænker ofte: Hvordan folk ved, at vi eksisterer, siger sangeren.

- Publikums reaktion i forhold til vores musik er dog meget ens over hele verden, og det tror jeg bunder i, at vi ikke er et band, der mener noget ironisk.

- Vi står ved de følelser, der er i musikken. Det er ærligt og næsten nøgent, og det, tror jeg, at folk kan relatere til. Der er naturligvis nuancer i forhold til, hvilke sange vores publikum godt kan lide, men vi står ved vores udtryk og vores fans ved, hvad det er, de får, fortæller Jonas Bjerre.

Måtte købe falsk Mew-merchandise i Mexico

Mew tiltrækker krea-fans, som kommer med deres egne kreationer af Mew-relaterede figurer. Jonas Bjerre bruger sine evner som filmmager til at lave figurerne og de historier, der udspiller sig på storskærmen til bandets koncerter.

  • Mewfans i Tokyo (Foto: Rob Thomson-Fernandes)
  • Mewfans i Bali (Foto: Rob Thomson-Fernandes)
  • Mewfans i Los Angeles (Foto: Rob Thomson-Fernandes)
  • Mewfans i Finland (Foto: Rob Thomson-Fernandes)
  • Mew efter opvarmningsgig for Coldplay i Göteborg (Foto: Rob Thomson-Fernandes)
1 / 5

Mange af de effekter, som deres fans har lavet, står hjemme i Jonas Bjerres lejlighed i København, inklusiv de shotsglas, kopper og krus, som blev solgt til en koncert i Mexico City. Sælgeren havde ikke licens til at lave Mew-merchandise, men den type regler er ikke noget, man retter sig efter i Mexico.

- Vi gik ud til boden ude foran koncertstedet og spurgte, om vi måtte få nogle eksemplarer af de mange ting, sælgeren havde stående. Det måtte vi godt, så længe vi betalte for det – så det endte med, at vi betalte for at få noget af vores eget fake-merchandise, griner Jonas Bjerre.

De mest spektakulære ting er dog stadig det, som deres fans laver. Som pigen i Portland, der kom med en meget detaljeret og smuk stofdukke af en af de fugle, Jonas har animeret til en af deres videoer, der kører på lærredet under koncerterne.

Mew har været fire drenge. Siden blev de unge mænd og er gået fra at være fire til blot at være tre. Johan Wohlert på bas, Silas Graae på trommer og Jonas Bjerre på vokal. Deres nuværende turne har nærmest varet siden 1. maj, som opfølgning på deres syvende album ’Visuals’, der udkom i foråret.

Turnéen sender Mew forbi Musikkens Hus i Aalborg i aften, Store Vega i København torsdag og fredag samt Train i Aarhus på lørdag, og Jonas Bjerre glæder sig naturligvis til at præsentere showet for det danske publikum.

- Siden vi startede på turnéen i maj, har vi finkæmmet og optimeret vores show, så jeg synes, det står ret skarpt, slutter Jonas Bjerre.

FacebookTwitter